Anna Raabæk
Opdateret kl. 14:51
Det er en chokeret filmverden, der mandag mistede et af sine helt store talenter.
Den 32-årige skuespiller og model Charlbi Dean døde på et hospital i New York efter en "uventet og pludseligt opstået sygdom".
Det skriver flere medier blandt andre de amerikanske underholdningsmedier Variety og TMZ.
Der er dog ingen oplysninger om, hvilken sygdom det drejer sig om.
Charlbi Dean, der er født i Sydafrika, stod måske over for et internationalt gennembrud efter en stor rolle i den snart premiereaktuelle Ruben Östlund-film, "Triangle of Sadness".
Her spiller hun blandt andre over for danske Vicki Berlin.
Filmen vandt Guldpalmen i maj og har også Harris Dickinson og Woody Harrelson på rollelisten.
Ud over rollen i "Triangle of Sadness" har Charlbi Dean også spillet med i tv-serien "Black Lightning" og Spud-filmene med Monty Python-stjernen John Cleese på rollelisten.
/ritzau/
Af Jeppe Hee Rømer, Ritzau Fokus