Tina Nedergaard var som undervisningsminister sendt i byen for at indfri statsminister Lars Løkke Rasmussens tårnhøje ambitioner for folkeskolen.
Og derfor blev det aldrig nogen succes med den enlige mor fra Sæby, der overraskede mange iagttagere som ny undervisningsminister ved den seneste ministerrokade i februar sidste år.
Det mener formanden for Danmarks Skolelederforening, Anders Balle, der dog alligevel var overrasket over nyheden om Nedergaards farvel tirsdag formiddag.
"Jeg havde forventet, at hun ville blive siddende frem til det kommende valg. Men når det så er sagt, så er jeg ikke overrasket over, at hun syntes, det var hårdt. Hun sad på en uriaspost, hvor hun blev sat på en dagsorden som var statsministerens og ikke hendes egen," siger han til Newspaq.
Frisk i erindringen står sammenbruddet under Marienborg-møderne mellem Tina Nedergaard og Danmarks Lærerforening i september, hvor ministeren og formanden for lærerne højlydt diskuterede, hvem der bar skylden for de kuldsejlede drøftelser.
Lærerforeningen kunne ikke acceptere regeringens syv mål for en bedre folkeskole, samtidig med kommunale nedskæringer.
"Mødet brød jo sammen undervejs. Og det var et nederlag for Tina Nedergaard. Hun var sat for statsministerens dagsorden, og hun brændte ikke for sagen, som hun skulle. Derfor blev der ikke den energi, der skal være i en minister," siger Anders Balle til Newspaq.
Han forventer, at den kommende undervisningsminister står for et bredt samarbejde om en kommende folkeskolereform.
"Vi har brug for politisk tyngde og bredde bag en folkeskolereform, så den ikke bliver politisk kastebold fremover. Vi har brug for klare linjer for, hvad folkeskolen skal, så vi ved, hvad vi skal indrette os efter. Befolkningen skal også kunne bakke op om folkeskolen. Der sker kun, hvis folk ved, hvad den har gang i," siger Anders Balle.