Claus Lundholm tror overhovedet ikke på ufoer. Han trækker på smilebåndet, hvis venner eller kolleger fortæller, at de har hørt, at nogen har set flyvende tallerkener og små grønne mænd. Det er jo bare noget, de digter for at få opmærksomhed.

Men en aften forandrer alting.

Det er september 1995, og 24-årige Claus Lundholm har været hjemme hos sin kæreste i Brande. Kæresten overnatter hos sine forældre, mens Claus Lundholm og hans sorte labrador går ud i hans BMW og sætter kurs mod Claus’ forældre i Børkop ved Vejle.

Turen er rolig. Det er 29. september, klokken nærmer sig halv 10 om aftenen, og de fleste hygger sig derhjemme. Claus Lundholm møder ikke mange andre bilister på sin vej. Pludselig bliver hunden urolig. På en lille strækning ved Give farer den pludselig op, giver hals og begynder at grave som en besat i bunden af bilen.

Claus Lundholm forsøger at berolige den normalt så godmodige hund. Men så begynder vinduesviskerne pludselig at piske i høj hast hen over bilens vinduer, alle viserne i instrumentbrættet drejer op på maksimum, lygterne begynder at svigte, og farten går af den store bil.

Satans også, tænker Claus Lundholm. Han har lige købt bilen, og det irriterer ham voldsomt, at den allerede giver ham problemer. Og hvad nu, hvis der kommer biler bagfra og braser ind i ham, som han holder der?

Men da bilen holder stille på den øde, mørke landevej, kan han pludselig mærke, at noget nærmer sig bagfra. Det er, som om det stopper over bilens tag, og som ud af intet tænder et meget stærkt blåhvidt, pulserende lys sig over bilen.

Fanget i en kegle af lys

Claus Lundholm er chokeret. Et kraftigt lys oplyser bilen og vejen omkring den. Det er helt afgrænset, så det danner en rund kant ud mod vintermørket. Det er nærmest, som om noget afholder lyset fra at slippe ud fra den kegle, der stråler lodret ned over bilen. Det er skræmmende, men samtidig uvirkeligt og dragende.

Claus Lundholm åbner bildøren og står forsigtigt ud. Hans hånd slipper ikke døren. Og så kigger han op på det mest fantastiske fænomen, hans øjne nogensinde har set.

Lyset kommer fra cirkler af projektører på undersiden af et stort, fladt fartøj. Inde i den yderste cirkel sidder en mindre cirkel, inde i den en endnu mindre, og hver cirkel af projektører lyser med sin egen frekvens.

Lyset er stærkest i midten. Det minder om det blåhvide lys fra nye bilers xenonlygter – men det er langt, langt stærkere og helt afgrænset. Fartøjet hænger helt stille over ham, som om intet i denne verden påvirker det.

Claus Lundholm er bange, som han står der på vejen under lyset i det kulsorte mørke omkring ham. Men han er også underlig fredfyldt. Det går op for ham, at der er helt stille. Ikke kun, fordi det fantastiske fartøj over ham er fuldkommen lydløst. Også selve atmosfæren er så stille, at han kun har oplevet noget lignende, når han har været inde ved en såkaldt MR-skanner i sit daglige arbejde som sygeplejerske.

Ingen andre til stede

Claus Lundholm sætter sig ind i bilen igen. Stadig chokeret kigger han ud ad bilens vinduer for at se, om der dog ikke er nogen i nærheden, der kan se, hvad han ser.

Men vejen er øde.

Pludselig bevæger fartøjet sig. Det svæver fremad og forsvinder over skovområdet Smidstrup Krat længere fremme. Claus Lundholm kan ane dets konturer mod den klare stjernehimmel. Han ser et rundt, fladt fartøj på 15 meter i diameter. Det har tre meter høje takker ovenpå.

Han sidder overvældet i bilen i nogle minutter, før han prøver at dreje nøglen igen. Nu virker alting normalt. Benene ryster, da han triller det sidste stykke hjem til sine forældre. Så snart han kommer ind, kan de se, at han er dybt chokeret, og han fortæller sin utrolige historie.

Mødt med dyb skepsis

Oplevelsen er så svær at tro på – også for Claus Lundholm selv. Derfor venter han flere måneder, før andre end familie og kæreste får det at høre.

»Der har været blandede reaktioner. Nogle siger, at de kun tror på mig, fordi de kender mig. De ser mig som en troværdig person,« siger Claus Lundholm.

Andre tror ham ikke og spørger, om der har været noget galt, om han har været fuld, eller om det er noget, han digter.

Det gør ham ikke så meget, hvis folk ikke tror på ham. Foreningen Skandinavisk UFO Information har forhørt ham på kryds og tværs for at tjekke, om han har opdigtet historien, og om den skulle have huller. Her har man erklæret ham troværdig og kan ikke finde en naturlig forklaring på fænomenet.

Men det nager ham, at ingen andre så det. Danmarks Radios Kanal 94 i Vejle efterlyste vidner, men kun to henvendte sig. Fra et vindue havde de samme aften set en lyskegle over deres gårdsplads få kilometer fra Claus Lundholm. De nåede dog ikke udenfor, før lyset forsvandt.

»Det er ærgerligt ikke at have nogen at dele oplevelsen med,« siger Claus Lundholm, som i dag er 36 år, arbejder som konsulent ved SoSu-skolen i Skive, er gift og har tre børn.

»Må være noget udefra«

Han har vendt og drejet oplevelsen i de 12 år, der er gået.

»Jeg kan ikke forstå, hvordan så stort et element kan holde sig oppe, uden at man kunne høre noget. Det kan kun være noget, der teknologisk er længere fremme, end noget vi kender i denne verden,« siger Claus Lundholm.

Han leder efter ordene. De skal nærmest trækkes ud af ham.

»Ja, det må vel være noget udefra. Jeg kan ikke forestille mig andet. Men jeg har aldrig selv troet på folk, der talte om flyvende tallerkener og den slags. Den mistro er blevet manet i jorden nu,« siger Claus Lundholm.

Han har aldrig oplevet noget, der bare minder om det i årene, der siden er gået. Og han nægter at begynde at tolke på historien.

»Men man skal passe på, for man kan hurtigt blive bundet op på sine egne fortolkninger. Folk spørger, om jeg følte, at der blev taget et billede af mig eller sådan noget. Men det ved jeg jo ikke noget om, så det holder jeg mig fra,« siger Claus Lindholm.

»Jeg fortæller kun det, jeg rent faktisk oplevede.«