Matt Damon, Al Pacino, Andy Garcia med flere) kunne ’Ocean’s 13’ sagtens bare være et velgørenhedsarrangement udformet som spillefilmskoncept.
I hvert fald har man på fornemmelsen af, at de medvirkende har moret sig kosteligt, mens listetyvs-løjerne stod på, lige så vel som instruktør Steven Soderbergh for tredje gang kun kan have kastet sig ud i Oceans indholdsmæssige lavvande for netop at kunne spare kræfter til andre langt mere beåndede film såsom ’Syriana’ og ’Traffic’.
Ocean-serien handler altid om at plyndre. Denne gang mest for gengældelsens skyld. For bagmanden Reuben (Elliott Gould), der også var en slags far for vores helte i ’Ocean’s 11’, bliver snydt og groft udnyttet af den griske kasino-matador Willie Bank (spillet med stor indlevelse af Al Pacino). Reuben ryger i koma. Danny Ocean (George Clooney) og hans supersmarte bande beslutter sig for at tage røveren på Bank og hans nybyggede kasino. Og dét på særdeles raffineret vis.
Både tyveknægte, rouletter og kortblande-maskiner skal fikses. Alt og alle skal bestikkes. Super-computeren, der overvåger og alarmerer om selv forbudte tanker, skal sættes ud af drift. Men især skal kritikeren, der kan tildele den yderst eksklusive pris ‘Royal Review Board’s Five Diamond‘ (bestående af et halssmykke med fem store diamanter) have den værst tænkelige behandling.
Kalkuleret smart
Det er filmens sjoveste scener. Plottet er så, at Ocean og alle hans tyvagtige parfumeprinser ikke alene vil give Bank og hans kasinohotel (kaldet ’The Bank’) en gedigen overhaling, de vil også stjæle alle de diamantbesatte halssmykker, som Bank tidligere har modtaget. Det nummer kræver i øvrigt en erotisk opstemt Ellen Barkin, hvilket heller ikke er helt umorsomt.
Som der står i pressematerialet. ’Planen er super-detaljeret, farlig og næsten umulig at gennemføre…’. Ligesom i de andre film i serien. Til gengæld er det så som så med både brede grin og rigtig action i den ellers succesrige action-komedie. Det er mest af alt skattejagt hvirvlet ind i stilige suits og topdyr aftershave, et projekt, der stinker af narcissisme. Især spiller Clooney, Pitt og Damon på deres celebrity-status (altså, den ude i virkeligheden), og selvom de sikkert har et både sundt og ironisk forhold til egen kendthed, så er det i mine øjne alt for kalkuleret smartness at overføre den til lærredet.
Dermed ikke sagt, at ’Ocean’s 13’ ikke er pænt underholdende. Det er den. Ikke bare fordi underlægnings-beatet er lækkert, men fordi opfindsomheden (som altid) er stor og røveri-planen uhyre raffineret. Evnen til at få alle de små detaljer til at falde på plads redder hver gang ’Ocean’s 13’ fra at drukne i selvlækkerhed. Så kom bare med én mere …