Grundideen i forsikring er simpel. Du indbetaler lidt løbende for at kunne sove trygt i visheden om, at du vil få hjælp, hvis noget går galt. Det startede efter sigende som en pose penge, alle bønder i en landsby bidrog til i tilfælde af, at en lade brændte ned, eller en enkelt bonde kom i problemer.
I dag er der tilføjet mellemmænd og en masse gebyrer. Og det giver selvfølgelig god mening - for forsikringsselskaberne altså. Men det er som om, at forretningsmodellen ikke rigtig tilgodeser kunderne, når det grundlæggende er sådan, at jo mindre de udbetaler til kunderne, jo mere tjener forsikringsselskabet.
At der ikke er overensstemmelse mellem kundens og virksomhedens interesser vil man opleve, når man som kunde føler sig som en forbryder, fordi man skal have dækket tyveriet af sin cykel.
Set udefra er det spøjst, at vi accepterer sådan en kundeoplevelse. For hvordan kan det være, at brugerne er tilfredse med at blive behandlet mistroisk og blive fanget i kafkaske processer, når de skal bruge den sikkerhed, de troligt indbetaler til?
Skandinaverne er kendt for at være verdens lykkeligste og tryggeste folkefærd. En del af forklaringen er i min optik den skandinaviske velfærdsmodel, hvor vi har tiltro til hinanden. I tilfældet forsikring virker problemet bare til at være, at vi som kunder har større tiltro til forsikringsselskaberne, end de har til os, når vi har brug for dem.
Den tilgang tror jeg ikke vil blive ved med at være gangbar hos en generation af brugere, der er vant til hurtig og god service i det øjeblik, de skal bruge den.
Lucas Carlsén er administrerende direktør og stifter af Hedvig Forsikring. Foto: Privat