Michael Silberbauer trænede mandag med, da landsholdet indledte træningen i Helsingør forud for de kommende VM-kvalifikationskampe mod Bulgarien og Italien.
Men altmuligmanden fra OB tør endnu ikke slå fast, at han bliver klar til fredagens møde med Bulgarien i Sofia på grund af en lyskeskade, som han pådrog sig i en superligakamp mod FC Nordsjælland for tre dage siden.
- Jeg håber, at jeg er med på fredag. Nu må vi se, hvor jeg står henne, siger Michael Silberbauer.
- Nu er jeg mødt ind i lejren og skal træne med. Det går bedre, men jeg har heller ikke testet den i weekenden. Jeg har slappet af i håb om, at det blev bedre.
Midtbanespilleren, der også har optrådt som back på landsholdet, havde frygtet et afbud til landsholdet, da han måtte udgå i fredagens OB-sejr over FC Nordsjælland.
- Der er heldigvis ikke noget, der er gået i stykker, og jeg har kun fået en blødning. Der er noget, der har siddet skævt i mig ryg, og det har spændt lysken op.
- Det er ømt, og det tager lidt tid, men jeg regner ikke med, at det er et kæmpe problem. Nu skal jeg have konfirmeret til træningen, om det så også er blevet bedre, siger Silberbauer.
To spillere manglede under mandagens træning i Helsingør. Brøndbys Dennis Rommedahl havde fået lov til at restituere, mens Jakob Poulsen befinder sig i Frankrig, da Monaco skal spille mandag aften.
Danmark møder på fredag Bulgarien i Sofia, mens Italien venter fire dage senere i Milano.
Landsholdet åbnede VM-kvalifikationen med 0-0 i Parken mod Tjekkiet.
/ritzau/