FN's Sikkerhedsråd fordømmer i "de stærkeste vendinger" det syriske granatangreb, som onsdag ramte en landsby i Tyrkiet og kostede fem mennesker livet.
- Denne type vold på international folkeret må standse øjeblikkeligt og ikke gentages, hedder det i en udtalelse fra Sikkerhedsrådet, der blev vedtaget torsdag aften.
Syriens regering indrømmede tidligere på torsdagen, at den var ansvarlig for det dødbringende angreb mod en tyrkisk grænseby, og sagde samtidig undskyld til tyrkerne.
Fem civile - kvinder og børn - blev slået ihjel i angrebet på byen Akcakale.
Ifølge den tyrkiske vicepremierminister, Besir Atalay, har den syriske regering i Damaskus forsikret den tyrkiske ledelse om, at en sådan hændelse "ikke vil ske igen".
Beskeden kom umiddelbart efter, at det tyrkiske parlament gav regeringen lov til at sende tyrkiske soldater ind i Syrien, hvis regeringen finder det nødvendigt.
Tyrkiet gengældte straks morterangrebet onsdag med flere angreb på militære mål inde i Syrien. Over 30 syriske soldater meldes dræbt i det tyrkiske modangreb.
/ritzau/Reuters