Det er nødvendigt at få skabt et overblik over, hvor meget staten, regionerne, kommunerne og andre offentlige institutioner bruger Ryanair, mener SF's formand, Pia Olsen Dyhr.
Hun siger, at der i dag er for mange gråzoner og uklarheder, og kræver derfor, at den kommende finansminister laver en tilbundsgående undersøgelse af omfanget.
- Ingen af vores skattekroner skal gå til flyselskaber, der laver social dumping og løntrykkeri, siger Pia Olsen Dyhr i en pressemeddelelse.
- Vi kan naturligvis ikke acceptere, at fællesskabets penge skal gå til virksomheder, som direkte bekæmper vores arbejdsmarked og velfærdsmodel, siger hun.
Mandag udfoldes striden mellem fagbevægelsen og det irske flyselskab i Arbejdsretten. Den skal tage stilling til, om den danske fagbevægelse må indlede konflikt og sympatikonflikt mod Ryanair i Københavns Lufthavn.
FPU og Serviceforbundet ønsker en dansk overenskomst for de medarbejdere, der skal arbejde i Ryanairs nye base i København. Men Ryanair afviser ønsket.
Siden begyndelsen af 2015 har Flybranchens Personale Union (FPU) og Serviceforbundet, der er en del af LO, ønsket at få en overenskomst med Ryanair for medarbejderne i flyselskabets nye base i Københavns Lufthavn. Den åbnede 26. marts.
Mens ansatte i Københavns Kommune har forbud mod at anvende Ryanair til tjenesterejser, har indtil videre tre danske pensionsselskaber i protest solgt deres aktieposter i flyselskabet. Det gælder PensionDanmark, Industriens Pension og ATP.
/ritzau/