Inter fortsatte pointhøsten i Serie A lørdag, da Chievo blev besejret 3-1 i opgøret i Milano.
Med sejren hentede Inter sin femte ligasejr i træk, men storklubben må alligevel nøjes med en sjetteplads og 36 point efter 20 kampe i sæsonen.
AC Milan ligger lige over lokalrivalerne på femtepladsen med samme antal point, men Mian har blot spillet 18 kampe.
Helt i top ligger Juventus med 45 point også efter 18 kampe.
Sergio Pellissier bragte ellers gæsterne fra Chievo foran 1-0 lørdag aften, og først med 20 minutter igen af opgøret fik Mauro Icardi udlignet.
Blot fire minutter resterede der, da kroatiske Ivan Perisic fik lov at spadsere igennem Chievo-forsvaret og med en flad afslutning bringe hjemmeholdet på sejrskurs.
I kampens overtid hamrede Eder så bolden i mål til slutresultatet, da han trykkede af fra kanten af straffesparksfeltet.
Tidligere lørdag vandt Bologna 1-0 ude over Crotone.
Søndag tager Lazio imod Atalanta, mens Pescara besøger Napoli, og AS Roma skal til Udinese.
I søndagens sene opgør skal topholdet Juventus en tur til Firenze og møde Fiorentina.
/ritzau/