Ved at fortælle unge om sex bliver den gennemsnitlige debutalder højere.
Den overraskende konklusion er amerikanske Centers for Disease Control and Prevention (CDC) kommet frem til. Men det kommer ikke bag på Sex og Samfund.
»En god seksualundervisning betyder ikke en tidlig debut, men oftere en sen, fordi man lærer at sige fra og ikke bliver presset til sex,« siger Bjarne Christensen, generalsekretær i Sex og Samfund.
Han påpeger, at hvis seksualundervisningen fungerer optimalt, vil unge få deres seksuelle debut, når de er parate. Manglende seksualundervisning kan have den modsatte effekt.
Udbredt beskyttelse
»Uden seksualundervisning er der større sandsynlighed for, at man ligger under for en partners pres,« siger Bjarne Christensen. Den amerikanske undersøgelse viste også, at der er næsten tre gange større sandsynlighed for, at unge bruger beskyttelse, hvis de har fået seksualundervisning.
»Ved man, hvordan man bruger prævention, er sandsynligheden, for at man bruger det, større,« siger Bjarne Christensen fra Sex og Samfund.