Huspriserne i hovedstadspområdet er historisk høje. Ikke siden 1966 har det været så dyrt at købe bolig, viser en ny analyse fra BRF Kredit. Det skriver Berlingske Tidende.
Et typisk hus i hovedstadsområdet koster lige nu 4,1 millioner kroner, og det er 6,3 gange mere end en gennemsnitsfamilies samlede hustandsindkomst, før skattefar har taget sin del. Så stor en forskel på boligpriser og lønninger har der ikke været i de seneste 41 år.
-1966 var også et rekordår, hvor et hus i hovedstaden kostede 6,5 gange mere end en almindelig familieindkomst på ét år. Men det nuværende forhold mellem løn og boligpriser er langt over det historiske gennemsnit gennem de seneste 50 år, siger Ulrikke Ekelund, cheføkonom i BRF Kredit til Berlingske Tidende.
Dermed er det stort set umuligt for førstegangskøbere at realisere drømmen om egen villa i og omkring København uden at knække nakken økonomisk.
Eksperterne anbefaler nemlig førstegangskøbere højst at købe en bolig, der er tre gange dyrere end ens årsløn før skat.