Jeg er ikke hjerneforsker. Nogle vil mene, jeg ikke engang besidder det relevante forskningsobjekt, men jeg kender trods alt én hjernefunktion. Det er den, man kalder reptilhjernen, som har to kendetegn: Den er lynhurtig, men lidt noller. (Den videnskabelige betegnelse).
Det er den, der farer op, når vi får en ny information, som vi ikke kan lide.
Hvis man som menneske kaster et blik på en overskrift, har reptilhjernen lige nogle sekunder, inden bevidstheden tager over. Det er de sekunder, hvor vi synes at ham fra overskriften skal korsfæstes, kastreres eller bare kastes i kachotten. Så kan han lære ikke at gå over for rødt en anden gang!
Så kommer de lidt mere besindige hjernecentre i omdrejninger og minder os om, at der måske ville blive lidt tomt på gaderne, hvis reptilhjernen fik lov at bestemme retspraksis, uden der var en voksen i lokalet.
Der findes så folk, der er så hurtige på fingrene, at de når at få skrevet kommentarer på de sociale medier, inden hjernens mere besindige kamre overtager beslutningskraften. Minuttet efter at Ekstra Bladet har lagt en artikel på deres Facebook-side, med overskriften ”UHELD: MOTORVEJ LUKKET”, så har op til flere åbenbart haft tid til at åbne artiklen, læse den og skrive en kommentar i stil med ”De svin ska bar væk fra vejen”. Og jeg er da helt enig: Svin skal ikke køre bil – hvordan skulle klovdyr kunne foretage en undvigemanøvre uden modstående tommelfingre?
Blodtørstigheden er enorm
Bilkørende grise er måske ikke det største samfundsproblem, men efter min mening er det lidt problematisk, at danske politikere har brugt så mange år på at tale til vælgernes reptilhjerne. Givet dem indtryk af at de spontane følelsesreaktioner er ok, og at de mere tænksomme hjernecentres fortolkninger er sådan noget blødsødent pis, der burde være forbeholdt rundkredspædagoger og pladderhumanister.
Man kan garanteret google sig til et modbevis, men jeg kan ikke huske ét eksempel på en dom i nogen som helst retssag, hvor ikke én eller anden, hvis ikke flertallet af de kommenterende, mener, at dommen er alt, alt for mild.
Blodtørstigheden er enorm, og mens de tastatur-tampende reptilhjerner skændes om hvorvidt de formastelige skal på træhesten eller hjul og stejle, så kan de trods alt blive enige om, at danske fængsler slet, slet ikke er slemme nok! ”Det skal jo ikke være en feriekoloni”, tordner de, med caps lock i bund og ingen tegnsætning. Hvis jeg var digital redaktør på Ekstra Bladet, ville jeg hver dag bringe et billede af en eksisterende mikrobølgeovn, fladskærmsfjernsyn eller billardbord fra et eller andet dansk fængsel, og så bare læne mig tilbage og se hoved på hoved eksplodere i raseri over, at de indsatte har det alt for rart.
Jeg trøster mig med, at de fleste undersøgelser viser, at når helt almindelige danskere kommer hen i byretten i rollen som domsmænd, så daler blodtørsten drastisk. Måske fordi processen er så grundig (og langsom), at den rigtige menneskehjerne får rigelig med tid til at overtage fra reptil-ditto’en.
Jeg har selv været domsmand, og når man indser, hvilke konsekvenser det kan have, at den tiltalte i et sekund af sit liv traf en tåbelig beslutning, så kan man næsten ikke bære at tildele vedkommende en fængselsstraf, der ikke alene trækker måneder af den dømtes livskalender, men også kan medføre flere års forgæves jobsøgning, når dommen er afsonet.
Nu kan vi jo ikke gøre hele befolkningen til domsmænd, – 5,8 millioner mennesker klemt inde i landets retssale ville være yderst corona-usikkert – men jeg ville ønske at flere kunne opleve de dømte som mindre monsteragtige.
Ingen bagatel at være spærret inde
Og lige her tænker jeg at den her forbandede pandemi har en af sine få positive effekter:
Når man mærker desperationen fra de mennesker, der er ved at gå i spåner over, at de siden den nuværende nedlukning startede 9. december, ikke har kunne komme på café eller i fitnesscenter eller til frisør, så kunne man jo nævne, at de kan forlade deres hjem som de vil, og har friheden til at foretage sig alt, der ikke specifikt involverer steder, som er lukket ned.
Hvis corona-krisen kan lære os noget, så er det måske at de folk, der ikke kan undvære deres absolutte frihed i mindre end fire måneder, uden at det ender med fyrværkerikast, konspirationsteorier eller raseri, måske på den anden side af pandemien skulle være lidt mindre hurtige til at kræve forbrydere sendt i fængsel for det mindste fejltrin.
Det er ikke en bagatel at være spærret inde. Det er en stressende, nedbrydende tilstand, både når det skyldes bekæmpelsen af en dødelig virus, og når det skyldes at man bøder for en forbrydelse.
Jeg har ikke nogen forhåbning om at reptilhjernen forbliver slået fra på den anden side af pandemien, men måske kan der lagres en erindring om hvor hårdt det var at få stjålet sin frihed. En erindring, der gør at man ved hvor hårdt fire måneder i et ægte fængsel må være.