Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Julen er hjerternes fest, siger man. Hvis man altså er over 80 år og helt ignorerer, at en traditionel, dansk julemenu nok ligger meterlangt fra den diæt, hjertelægerne ville anbefale.
Jeg tvivler også på, at julen ligefrem er befordrende for romantikken: Jeg talte engang med en ejendomsmægler, der fik (jule-) lys i øjnene, da han fortalte om, hvor godt små lejligheder sælger i januar, hvor alle de jule-separerede mænd skal finde sig et nyt sted at bo.
Mægleren mente, det skyldtes den stolte, danske tradition for julefrokost-utroskab, men jeg kan da forestille mig, det også spiller ind, at man har gennemlevet endnu en jul med en partner, der stamper i gulvet i barnlig trods, og får tårer i øjnene, hvis man foreslår et nyt tilbehør til andestegen juleaften.
De to ting kan da sikkert også spille samme, så Claus fra HR ser endnu mere tiltrækkende ud, sammenlignet med ham derhjemme, der surmuler i flere dage, fordi man ikke vil bage småkager efter hans mors opskrift.
Corona god for julehumøret
Så pas på med at tage juletraditionerne alt for alvorligt, for det, der starter som en diskussion om mængden af allehånde i ”rigtige” brunkager, KAN ende med, du står i en lidt for rungende trappeopgang med en ejendomsmægler, der forsikrer dig om, du nok skal blive RIGTIG glad for planløsningen i den 2-værelses i Herlev, du lige har skrevet under på købsaftalen til.
Faktisk håber jeg, selvom 2020 hidtil har været et år, hvor alt håb burde udelades, at coronaen kan vise sig at være ganske god for julehumøret. På samme måde, som der var, et par måneder lige efter nedlukning i marts begyndte, hvor de mest bøvede debatter holdt pause i respekt for pandemien. Så kan det jo være, de lidt større ændringer, det kræver at holde Covid-jul, også gør, at vi ikke samtidig orker at brokke os over de alt for store mængder allehånde i Kirstens brunkager. (I skulle smage dem – kællingen er bims!)
De savnede er vigtigere end maden
Jeg betragter mig egentlig som en ret fleksibel julefejrer, hvis hidtidige juleaftener har varieret i deltagerantal mellem 2 og 14 personer, men jeg kan sagtens forstå, det er svært, hvis man er vant til storfamiliejul, og så pludselig må fejre den med en mindre gruppe. Eller hvis juleaften ikke bliver den samme uden en elsket tante, der bare i år er for sårbar til at kunne komme med.
Som så meget andet har været noget hø i år, så bliver det hårdt at komme igennem en jul, hvor nogle mangler, og jeg kunne ikke drømme om at gøre grin med folks følelser i den sammenhæng.
Der gemmer sig bare en god indsigt midt i sorgen. Nemlig at de savnede betyder mere for stemning end, om der BÅDE er and og flæskesteg, eller om kusinens nye mand vælger den helt forkerte julemusik eller om Allehånde-Kirsten (det kalder vi hende efterhånden bare) insisterer på at tvangsfodre hele familien med sit bizarre bagværk.
2020 har på mange punkter været et rædselsfuldt år for de fleste, men om ikke andet kan det måske lære os, hvor godt vi har haft det før. Og hvad der betyder noget for os. Juletraditioner kan sagtens være vigtige, og måske endda skilsmissefremkaldende når de bliver for stålsatte, men efter et år i skyggen af corona, kan vi måske lære at leve med hinandens mærkelige vaner, bare vi kan få lov at ses til rigtig jul næste år.
Og så skal jeg nok spise den skide brunkage, og lade som om den ikke smager hæsligt. Glædelig jul, Kirsten. Din freak.