Der er langt mellem borgerlige mennesker, der tænker kreativt, bortset fra, når det handler om at finde på ting, der er synd for dem selv. Senest har Peter Aalbæk stukket hovedet frem fra sit bjerg af offentlige filmstøttekroner og følt sig rigtig, rigtig stakkels.

 

Hvem er egentlig lykkeligst – højreorienterede eller venstreorienterede: Det er undersøgt flere gange, af forskellige forskergrupper, og hver gang har forskerne kunne konstatere, at sådan gennemsnitligt er de højreorienterede mest tilfredse med tilværelsen. Hvorfor er de så det, spørger du sikkert?, og det er jo dét, der er så møgirriterende ved sådan nogle forskertyper: Det kan de ikke rigtig svare på.

Jo mere, man ved om et emne, jo flere forbehold tager man, mens os, der bare har læst bagsiden af en havregrynspakke, er super skråsikre. Men en MULIG årsag til at højreorienterede skulle være mere lykkelige – og her er forskerne enige med min havregrynspakke - er, at de ikke er så bekymrede. Venstreorienterede tager alle mulige andre menneskers problemer på sig, mens borgerlige er meget bedre til at mene, at dét må de selv ligge at rode med.

 

Det giver den så meget bedre tid til at tænke over deres egne problemer, og dér må man beundre dem. Jeg rejste mig for eksempel op og klappede benovet, da jeg havde læst Peter Aalbæks indlæg i Berlingske Tidende, om, hvordan man i kulturlivet ikke tør mene noget højreorienteret, fordi alle de røde ikke kan tåle at blive sagt imod.

 

Hvis man i kultureliten stod ved sin borgerlighed, ville det ”koste en jobbet”. Jeg kan da nævne en del erklærede borgerlige, der har fine karrierer i kulturlivet, og Aalbæk selv lider vist heller ingen afsavn. At han så – ifølge sit debatindlæg - ikke kan komme igennem med sine forslag til film, hvor skurkene er venstrefløjens darlings, som fagbevægelsen, eller kvinder, lyder ærlig talt lidt klynkende, når man ser, hvilke film manden allerede har fået lov at producere.

Handler stort set alle Lars von Triers film ikke om at maltraktere kvinder, som kompensation for hvad jeg kun kan forestille mig må være en minimal tissemand? (Aalbæks egen har vi jo set ved talløse lejligheder) Selvfølgelig er der på venstrefløjen en træls tendens til, at man helst vil bekræftes i sine egne fordomme: Jeg havde en fin, lille stand-up monolog om det med de mere lykkelige højreorienterede, og hver aften var der vrede røde i salen, der nægtede at anerkende, det var faktuel forskning. De findes, og de er trælse, i hvert fald at optræde for. Men at de skulle udgøre en hemmelig loge, der styrer dansk kulturliv er måske at strække den. Hele idéen om det her røde sammenrend, der styrer kunstverdenen er så bizar at Aalbæk fremstår som en form for kulturlivets Donald Trump, der betragter enhver modstand som en form for sammensværgelse 

 

Vi har haft borgerlige regeringer det meste af det her årtusind, mediebilledet er altovervejende borgerligt domineret, og især gennem de senere år har vi hørt de mest skingre, rabiate udmeldinger fra flokken af nye partier på sort fløj, men alligevel synger de borgerlige den samme, trætte sang om, hvor forfulgte og undertrykte de er. Kan ingen se det komiske i at have adgang til et af Danmarks største medier og bruge det til at klage over sin manglende ytringsfrihed?

Der er en overvægt af venstreorienterede indenfor kulturlivet. Det er jeg slet ikke i tvivl om, men det KAN jo være fordi 90% (havregrynspakkebaseret gæt) er så pissedårligt lønnede, at de hutler sig igennem projekt til projekt, og at dét måske ikke er en tilværelse, der tiltrækker supermange borgerlige?

 

Kan det være fordi, at rigtig meget kunst handler om at give, uden at vide, hvad man får igen, og om at skabe noget i fællesskab med andre. Og om at NOGLE borgerlige måske ikke har så meget fantasi? Som Brian Mikkelsen, hvis store vision for Danmark var, at der skulle holde flere Bugattier på gaderne? Som CEPOS, der har brugt 16 år på at råbe ”fjern topskatten”? Som hele hærskaren af Berlingskes debattørkorps, der skamrider de samme, trætte klichéer år efter år, udenpå noget tidspunkt at tænke ”måske skulle jeg tænke over, hvad der allerdybest nede gør mig lykkelig”.

 

Det kunne måske blive kunst. Men pas på – det kunne risikere at blive venstreorienteret.