Danmark kræver i forbindelse med forhandlingerne om EU's langtidsbudget en rabat på det danske EU-kontingent på årligt en milliard kroner.
Reelt beder statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) under forhandlingerne om lidt mere, fordi hun i et rundt euro-beløb beder om 150 millioner euro, hvilket svarer til lidt over 1,1 milliard kroner.
I øjeblikket får Storbritannien, Tyskland, Østrig, Sverige og Holland rabat på deres kontingent til EU. I forhandlingsoplægget til EU's budgettopmøde 7.-8. februar forsvinder Østrigs rabat, mens de fire øvrige består med mere eller mindre nedsatte beløb.
Regeringen begrunder det danske krav med, at Danmark de seneste år har hørt til blandt nettobidragyderne til EU's kasser - det vil sige lande, der betaler mere i kontingent, end de får tilbage i diverse EU-støtte.
Kommissionen begrunder sin afvisning af Danmarks rabatkrav med, at Danmark - relativt set - er EU's næstmest velstående land.
Dette er nogle af de tal, der indgår i debatten:
* EU's nettobidragydere. Følgende lande modtog i perioden 2007-2011 mindre fra EU's kasser, end de betalte i kontingent. Underskuddet er målt som procent af bruttonationalindkomsten:
- Tyskland og Holland: -0,32 procent
- Danmark: -0,30 procent
- Italien og Sverige: -0,25 procent
- Østrig og Storbritannien: -0,20 procent
Kilde: EU-Kommissionens finansrapport for perioden 2007-2011.
* EU's nettobidragydere. Følgende lande modtog i perioden 2007-2011 mindre fra EU's kasser, end de betalte i kontingent. Underskuddet målt pr. indbygger.
- Danmark: -963 kroner
- Holland: -858 kroner
- Sverige: -813 kroner
- Frankrig: -567 kroner
- Italien: -537 kroner
- Østrig: -500 kroner
- Storbritannien: -440 kroner
Kilde: EU-Kommissionens finansrapport for perioden 2007-2011.
* Landenes relative velstand målt som bruttonationalproduktet pr. indbygger i 2011:
- Luxembourg: 636.111 kroner pr. indbygger
- Danmark: 328.490
- Sverige: 314.999
- Holland: 276.852
- Østrig: 273.935
- Finland: 269.530
- Irland: 269.249
- Belgien: 263.576
- Tyskland: 241.842
- Frankrig: 235.099
Kilde: FN's statistiske kontor.
/ritzau/