Et fedt honorar, førsteklasses forplejning og tiljublende fans er ofte ikke nok. Når rocken og poppens største navne giver koncert, stiller de ofte op med en liste med urimelige, besværlige og sært specifikke krav.
For eksempel forlangte Madonna, der netop har været et smut forbi Danmark, at omklædningsrummet var beklædt med hvide og lyserøde roser og liljer. Blomsterne skulle være præcis 15,2 centimeter lange, skriver Ekstra Bladet. Det vides dog ikke, om popdronningen fandt en linial frem og målte efter.
Og så findes der endda stjerner med endnu mere skøre nykker.
- Min mærkværdigste oplevelse var, da James Brown kom hertil med to limousiner. I den ene sad han, og i den anden var en gammel, opretstående hårtørrer, siger Poul Martin, talsmand for Skanderborg Festival, til Ekstra Bladet.
Det er dog oftest ved solo-koncerter, at stjernerne skaber sig.
- Der er forskel på, om man spiller i Parken til et show, der er designet kun til én. Så kan man meget bedre bestille netop det, man ønsker. Når man vælger at gå ind i en festivalsammenhæng, så ved man godt, at det også skal fungere for andre artister, forklarer musikchef på Roskilde Festival, Rikke Øxner.
Men hvorfor er de så besværlige - stjernerne?
En forklaring kan være, at de vil tjekke, at koncertarrangørerne virkelig læser kontrakten. Det forlyder i hvert fald, at det er forklaringen bag gruppen Van Halens forbud mod brune chokoladeknapper, der startede trenden med sære krav.
Generelt gør arrangørerne alt, hvad de kan, for at imødekomme stjernernes krav og give dem en god oplevelse - uanset om det er Jack White, som hungrer efter baby-gulerødder eller Ice Cube, der kræver en spand kyllinger.
Kilde: Ekstra Bladet.