Schleck tvivlsom til VM på grund af tand

Andy Schleck kan ikke bekræftes klar til VM i cykling på dansk jord.: Han har fået fjernet en visdomstand.
Han plejer ellers at vise topform, men nu har en tand sat sig på tværs.
Han plejer ellers at vise topform, men nu har en tand sat sig på tværs. Foto: Scanpix/AFP/Joel Saget

En tandoperation kan sætte en kæp i hjulet på Leopard Trek-rytteren Andy Schleck. Han har nemlig svært ved at komme sig over en operation, hvor han fik fjernet sin visdomstand. Derfor er hans deltagelse ved dette års VM på dansk jord usikker. Det skriver sporten.tv2.dk.

"Andy har stadig nogle problemer med sin visdomstand, og det er usikkert, om han kommer med til VM," siger Leopard Treks sportsdirektør Kim Andersen til sporten.tv2.dk.

Den danske sportsdirektør oplyser også, at han ikke har talt med Andy Schleck i dag, og at han derfor ikke ved, om cykelrytteren allerede har meldt afbud til verdensmesterskaberne i cykling.

Stjernerytteren har meldt afbud til onsdagens GP de Wallonie, til fredagens GP de la Somme og søndagens GP Isbergues.

Andy Schleck fik fjernet visdomstanden for lidt over en uge siden, fordi der var gået betændelse i dens rod.

VM i linjeløb cykles den 25. september i Rudersdal.

Kilde: sporten.tv2.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.