Frankrigs konservative præsident, Nicolas Sarkozy, appellerede torsdag en sidste gang til Den Nationale Fronts vælgere om at støtte ham ved søndagens afgørende valgrunde, efter at det ikke lykkedes ham at vinde en klar sejr over socialisten François Hollande ved valgkampens eneste og meget intensive tv-duel.
Hollande har et forspring i meningsmålingerne på mellem seks og 10 procent, og han klarede sig mindst lige så godt som sin modstander i den med spænding imødesete tv-debat onsdag aften.
- Meningsmålingerne lyver. Et valg har aldrig været så åbent. Det er blevet endnu mere åbent efter tv-duellen, sagde Sarkozy i et radiointerview torsdag, hvor han henvendte sig direkte til Den Nationale Fronts 6,4 million vælgere.
- Hvem vil det tjene, hvis I stemmer blankt? Det vil hjælpe Hollande, det vil støtte et vanvittigt forbrug i den offentlige sektor, og det vil ikke rette op på indvandringen, sagde han med henvisning til, at Den Nationale Front ikke støtter nogen af de to kandidater.
Sarkozy vil halvere den legale indvandring og har truet med at forlade Schengen-aftalerne, hvis EU's ydre grænser ikke bliver styrket mod illegal indvandring.
Det er den udbredte opfattelse, at Hollande vandt tv-duellen, fordi han ikke tabte den.
- Debatten endte uafgjort. Men Hollande var favorit, da den begyndte, og han er nu fortsat favorit, lød vurderingen torsdag i en lederkommentar i avisen Le Monde.
Liberation fastslog en over en hel forside, at "Hollande havde overtaget", mens den konservative Le Figaro konstaterede, at duellen understregede meget stærke spændinger i Frankrigs politiske liv.
På højrefløjen og i erhvervslivet er der mange, som frygter hårdere tider for landets velstillede under en præsident Hollande. Ikke mindst er der bekymring for en ny topskat, så alle med indkomster over en million euro om året vil få en skatteprocent på 75.
- I Frankrig peger man fingre ad de rige og gør dem til syndebukke. Det bliver glemt, at de ti mest velhavende franskmænd har skabt ikke mindre end 700.000 job, siger økonomen Nicolas Lecaussin fra den liberale tænketank IREF i Paris.
I en ny bog, der er kommet ud under valgkampen, siger han, at franskmændene altid har haft et anspændt forhold til dem, der har penge, og at det er blevet værre.
- Der er desværre ingen, som forsvarer den økonomiske frihed. Det er en trend, at iværksættere, velhavere og erhvervsledere søger væk fra Frankrig i stigende tal, siger Lecaussin og tilføjer, at en meget magtfuld fagbevægelse med meget lidt fornyelse er et problem for landet.
- Et fænomen som Jean-Luc Melenchon er også specielt for Frankrig. Melenchon har været valgkampens sensation og har tiltrukket folkemængder til sine valgmøder. Når man læser hans partiprogram, lyder det som om han vil genskabe Sovjetunionen, siger Lecaussin, der frygter, at Melenchon vil få stor indflydelse under Hollande.
Hollande, der har ord for at være mere moderat og pragmatisk, end han har givet udtryk for under valgkampen, ser dog med skepsis på Mélenchons fremgang.