De lyse lokker er svøbt ind i et smukt tørklæde. Barmen strutter lige ud fra brystbenet i en størrelse Dolly Parton, og øjenlågene er tegnet knivskarpt op med sort farve.

68-årige Sandra Day er kvinde fra navlen og op – og mand fra navlen og ned som hun siger i sin nye erindringsbog. Hun er en af Danmarks første transseksuelle og var en af de første herhjemme, der fik opereret sine bryster større. Hun er frontløber og idol for et hav af bøsser. Fordi hun holder fast i at være, som hun er i det indre – og som hun af egen vilje har valgt at blive i det ydre.

Hendes snørklede vej til livet som transseksuel ruller hun ud i bogen Sandra Day – fra bondeknøs til piskedronning , som journalisten Thomas Aagaard Skovmand har forfattet, og som netop er udkommet.

For »jeg er, som jeg er,« siger Sandra. En sætning, hun har gentaget som en del af livets puls, uanset om hun lavede piskeshow i Hamborg, drev bordeller i København eller listede rundt i dametøj i de homoseksuelles nattemiljø.

Født som Alexander

Sandra Day blev hverken født med hang til kjoler eller kvindenavn. Hun voksede op i Ebeltoft under det borgerlige navn Alexander Brask Sørensen. Faderen var overassistent på jernbanen, men blev kørt over af et tog, da han cyklede over skinnerne. Moderen hakkede tørv for 26 kroner om måneden og sled senere på en fabrik som tarmrenser.

Timerne efter skole brugte den unge Alexander på at beundre underskønne divaer i Hollywoodfilm, og så snart han var færdig med skolen, drog han mod København, hvor han blev udlært boghandler.

»Det var ikke sådan noget, man talte om. Men jeg kunne læse mig til, at jeg var anderledes end andre,« husker Sandra.

Den spanske greve

Alexander var tiltrukket af mænd, men det var først, da han mødte en spansk greve på en ferie, at han for alvor kastede sig ud i livet som homoseksuel.

»Men jeg var grevinde ved venstre hånd. Han havde nemlig allerede en kone ved højre,« som Sandra siger. Forholdet varede heller ikke længe. Greven var drevet af jalousi, og desuden yndede han at eksperimentere med urinsex. Derfor gik der ikke lang tid, før Alexander igen befandt sig på de bøgelyse øer i det høje nord. Her mærkede Alexander igen en snigende forandring: Han drømte om at gå i dametøj.

»Jeg havde en veninde, som sminkede mig en aften. Jeg fik en hvid kjole på med røde roser og en hat, der passede til, og så gik jeg ind på natklubben Adlon, der dengang var meget fornem. Men jeg talte ikke med nogen, fordi jeg syntes, at jeg havde sådan en mørk stemme. Mange mænd kom hen og bød mig op til dans, men jeg ville ikke, for jeg kunne kun danse mand. Jeg syntes selv, at det var enormt modigt af mig,« fortæller hun.

Men tvivlen sled på Alexander, som på det tidspunkt var i begyndelsen af 20 erne. Om fredagen købte han dametøj. Om mandagen brændte han det.

»Jeg blev mere og mere frustreret, for jeg kunne ikke finde til ro i mig selv. Desuden var det altså lidt for dyrt i længden.«

Først da en transseksuel veninde spurgte, om Alexander ville med til Hamborg og arbejde på natklubber, tog Alexander en endelig beslutning. Året var 1969, og i Danmark var det forbudt for mænd at gå i dametøj.

»I Hamborg kunne jeg ånde. Der var masser som mig, og jeg tog arbejde på forskellige stripteaseklubber. Alexander døde på vejen, men Sandra blev født. Da beslutningen først var truffet, var der ingen vej tilbage.«

På klubberne arbejdede mange transseksuelle, som talte med lyse stemmer. Sandra drømte om det samme og forsøgte sig til den dag, hun fik halskatar og ikke kunne tale i en måned.

»Så tænkte jeg, at det altså ikke kunne være rigtigt. Jeg måtte tale med den stemme, jeg har.«

Til gengæld opsøgte Sandra Day en læge, der sprøjtede hormoner ind i hendes årer, så hun kunne få bryster.

Da Sandra vågnede næste dag, forventede hun, at barmen var vokset frem i løbet af natten.

Men Sandras brystkasse var flad som et strygebræt. Efter et år på hormoner var der stadig kun kommet to små tutter. Så Sandra besluttede, at hun ville brystopereres.

Brystet Bismarck

Sandra fik lavet det første par kunstige bryster på en klinik i Frederiksborggade i 1970. De kostede 15.000 kroner, men hurtigt viste det sig, at noget var galt.

Det ene bryst døbte Sandra Bismarck . »Fordi han var sådan en jernkansler og en streng stodder,« som hun siger. Det andet kaldte hun thalidomid-patten (et middel, der blev givet til gravide mod morgenkvalme, men som senere viste sig at kunne føre til misdannede børn, red.).

Bismarck blev større og større, mens thalidomid-patten skrumpede.

»Så når jeg kom ud i stormvejr, drejede jeg hele tiden,« forklarer hun.

Da Sandra i midten af 1980 erne optrådte som Marlene Dietrich på en natklub i Göteborg, eksploderede det ene bryst, og blodet sprøjtede ud over et forskrækket publikum.

»Men det skal dertil siges, at det var ikke var lægens skyld. Jeg slæbte jo projektører ned fra fjerde sal til mit show, så der gik blodansamlinger i brysterne.«

Herefter opsøgte Sandra en plastikkirurg, som sørgede for, at Sandra fik implanteret de største silikonebryster, der fandtes på det amerikanske marked.

»Og da han havde fjernet Bismarck og thalidomid-patten, fortalte han, at de var fyldt med fugemasse. Lægen havde nok haft noget tilovers, fra da han byggede sin altan«.

Efter flere år med piskeshows i det meste af Europa slog Sandra rødder på Vesterbro i København, hvor hun åbnede to bordeller.

»Jeg behandlede altid folk godt. Mange mænd ville gerne have en Domina. Jeg tror, jeg har opfyldt et behov. Men det er hårdt at skulle sige hej og velkommen og så skifte over til at have en beskidt kæft og så bagefter sige: Så – nu må du godt gå ud og vaske dig og derefter drikke en kop kaffe og sludre.«

Ud af skabet

Sandra blev med tiden et navn i det københavnske natteliv, og derfor var hun med i forestillinger på teatre rundt om i byen. Sandra spillede sammen med navne som Ove Sprogøe og Bodil Kjær, der accepterede hende, som hun var.

»Jeg tror egentlig, de syntes, at jeg var meget forfriskende,« siger hun.

Til gengæld har Sandra kun haft fem længerevarende kærester i sit liv. Hun faldt for biseksuelle mænd, der næsten altid endte med at forlade hende til fordel for en kvinde.

»På et tidspunkt besluttede jeg simpelthen, at jeg ikke gad det mere.« Og med de ord gør Sandra det tydeligt, at dén diskussion er lukket.

I dag har Sandra for længst fundet ro i sin krop. Hun er halvt mand og halvt kvinde. Og hun er stolt af det. Det eneste, som i dag ærgrer hende, er, at der gik så mange år, før hun sprang ud som transseksuel. Gennem hele livet har folk forsøgt at give hende velmenende råd om makeup og opførsel.

»Men jeg kan altså ikke puttes i nogen kasse. Jeg er, som jeg er. Og jeg ved godt, at det ikke er alle, der er vilde med mig. Men jeg har haft et rigt og dejligt liv, og når jeg tænker på, at mange bøsser stadig ikke viser, hvem de er, så synes jeg, det er trist. Vi skriver jo 2008.«

Sandra Day – fra bondeknøs til piskedronning , Thomas Aagaard Skovmand, Verdens Mindste Bladhus. Kan købes via www.sandraday.dk. eller i boghandlerne i København.