Når danskerne kører til og fra arbejde, sidder der i gennemsnit 1,08 personer i bilen. Det er en unødvendig belastning af både klimaet og ikke mindst pengepungen.
Vejdirektoratet har derfor lanceret kampagnen ”Hvorfor ikk’ følges, når vi skal samme vej”, der skal få os alle sammen til at åbne øjnene for nye måder at komme rundt på.
Som en del af kampagnen har Vejdirektoratet fået udarbejdet en samkørselsberegner, hvor pendlere og andre nysgerrige sjæle kan indtaste deres oplysninger og få syn for, hvor mange penge og hvor meget CO2 de kan spare ved at køre sammen med andre.
Samkørselsberegneren er et værktøj, der kan gøre gevinsterne ved at give andre et lift mere konkret for alle dem, der kører til og fra arbejde eller andre aktiviteter, og ikke mindst for de hundredtusindvis af solopendlere, der triller alene rundt på vejene hver dag.
I begyndelsen kræver det måske en smule overvindelse at gøre op med de gamle vaner, men hver eneste bilpendler vil gøre en forskel med blot få samkørselsdage hver uge.
Beregn din gevinst med samkørselsberegneren
Fakta om beregneren
Samkørselsberegneren er baseret på en række forskellige antagelser, og flere af forudsætningerne i det bagvedliggende regnestykke kan utvivlsomt diskuteres. Resultaterne er derfor også behæftet med en vis usikkerhed.
Resultaterne vil ikke give et 100 procent nøjagtigt resultat for den enkelte bilist, da metoden eksempelvis ikke tager hensyn til bilmodel og kørselsadfærd.
Beregneren kan imidlertid fint bruges som indikation på den CO2-reduktion og den økonomiske besparelse, man vil kunne opnå ved at ændre adfærd.
(Grafik:: Vejdirektoratet)