Amerikaneren Troy Davis blev i nat henrettet med en af en dødbringende indsprøjtning.
Øjeblikket inden giften blev injiceret, fik Davis mulighed for at sige sine sidste ord, skriver The Guardian.
Ordene henvendte han til familien til den politimand, Troy Davis var blevet dødsdømt for at myrde.
"Jeg ønsker at tale til MacPhail-familien," indledte han.
Medlemmer af familien sad på første række til henrettelsen.
"Jeg var ikke ansvarlig for det, som skete den aften. Jeg havde ikke en pistol. Jeg var ikke den, som dræbte jeres far, søn, broder."
Derefter talte Troy Davis til sin familie og venner og bad dem om at holde håbet levende. Til sidst henvendte han sig til fængselspersonalet, som skulle udføre henrettelsen.
"Må Gud være jeres sjæle nådige."
Davis var blevet dødsdømt for drabet på politibetjenten Marc MacPhail i 1989. Dommen var kontroversiel og har gjort Davis til et intenationalt symbol i kampen for at afskaffe dødsdommen, fordi han udelukkende blev dømt på vidneudsagn. Siden den første retssag har syv af de ni vidner trukket deres udsagn tilbage.
Davis håbede selv til det sidste, at han ville blive løsladt. Han nægtede for eksempel at modtage sit sidste måltid, fordi han var overbevist om, at det ikke blev hans sidste. Fængselspersonalet serverede derfor standardmåltidet: En cheeseburger, ovnbagte kartofler, coleslaw og grapejuice.
Henrettelsen udføres med bedøvelsesmidlet pentobarbital, produktnavnet er Nembutal, som produceres af den danske medicinalvirksomhed Lundbeck.
Lundbeck har tidligere i år meldt ud, at man fremover vil foretage manuel registrering af alle ordrer for at undgå salg til fængsler. Lundbeck erkender dog, at metoden ikke kan forhindre, at midlet atter anvendes til henrettelser.
Kilde: The Guardian