I februar 2003 blev Osama Mustafa Hassan kidnappet af CIA-agenter og med hjælp fra europæiske regeringer fløjet til et fængsel i Egypten, hvor han i fire år blev holdt fanget og jævnligt udsat for tortur. Sådan lyder hans egen version af historien, og den blev i går styrket betragteligt, da en italiensk dommer vurderede, at beviserne i sagen er stærke nok til en retssag mod 31 personer – herunder en lang række agenter fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA.

Osama Mustaf Hassans sag er den første om CIA’s flyvninger i Europa, og den bør give den danske regering stof til eftertanke. Det er nemlig stadig uklart, præcis hvad CIA har foretaget sig i Europa, herunder Danmark, og ikke mindst hvem, der kendte noget til det.Det kunne dog se således ud: Mens Europas forargelse og fordømmelse var rettet mod fangerne i de orange kedeldragter på Guantánamo-basen i Cuba, bidrog europæiske regeringer tilsyneladende, vidende eller uvidende, til CIA’s ’indsamling’ af terrormistænkte, der blev berøvet deres menneskerettigheder og sendt til fængsler, der fik Guantánamo til at ligne en bingoklub. Undersøgelser fra både Europarådet og EU-Parlamentet peger i den retning, men de europæiske regeringer har ikke ligefrem været ellevilde med at give oplysninger om deres egen viden.

Danmark er uden tvivl ikke blandt de værste syndere. Her er ingen statsborgere blevet bortført af fremmede magter. Men alligevel har Danmark lagt jord- og luftrum til 45 ’suspekte landinger’ og omkring 100 overflyvninger. Hvis den danske regering har været vidende om CIA-flyvningerne og deres formål, vil kritikken af menneskerettighedsbrud på Guantánamo altså være hykleri af værste skuffe. Den danske regering afviser alligevel blankt at iværksætte en undersøgelse af CIA-flyvningerne.

Både udenrigsminister Per Stig Møller (K) og transport- og energiminister Flemming Hansen (K) har ved flere anledninger sagt, at de betragter sagen som afsluttet. Deres argument har hele tiden været, at regeringen hverken kendte til bortførelser, fængsler eller tortur. Denne påstand har en rapport fra EU-Parlamentets CIA-udvalg dog sat spørgsmålstegn ved med offentliggørelsen af oplysninger fra et referat fra et NATO-udenrigsministermøde i 2005, hvor flyvningerne var på dagsordenen.

Der er ikke udsigt til, at der bliver kastet mere lys over sagen i EU-regi, og Parlamentet har da også opfordret medlemslandene til at lave egne undersøgelser. Lav dog en uvildig undersøgelse af, hvad CIA har lavet i Danmark, og hvem der vidste hvad hvornår. Det kan godt være, at en kulegravning af CIA’s arbejdsmetoder vil være skadeligt for Danmarks gode forhold til USA, men der er vigtige principper på spil, og det er den eneste måde at fjerne den sky af mistanker, der hænger over hovedet på regeringen i denne sag.