Voldelige opgør med skyderier og knivstikkerier, som kriminelle bander og rockere står bag, har kostet 3 mennesker livet og kvæstet yderligere 31 i løbet af sidste år.
Det fremgår af den nye banderapport fra Rigspolitiet, der blev offentliggjort fredag.
- I perioden fra den 1. januar til den 31. december er der registreret 34 sager med relation til rocker- og bandemiljøet, hvor personer enten er døde eller er blevet såret som følge af skud, knivstik med videre, hedder det i rapporten.
- 3 personer er døde, og 31 personer er blevet såret i de nævnte sager, lyder opsummeringen.
Antallet af sårede i kriminelle konflikter er faldet en smule siden 2010, hvor der var flere end 40 kvæstede.
Samtidig fremgår det af rapporten, at Danmark desværre fortsat må leve med, at rockerne og banderne skyder løs med deres våben, når gemytterne koger over i kampen om de lukrative hashmarkeder og andre ulovlige forretninger i underverdenen.
I 2011 registrerede politiet i alt 52 skudepisoder på gader, stræder og andre steder i det offentlige rum, som vurderes at have tilknytning til rocker- og bandekonflikterne.
Det er en stigning siden 2010, hvor der var 40 skudepisoder, men ikke så slemt som i 2009, hvor der var flere end 60.