De nedværdigende, ydmygende og forfærdelige forhold, som TV 2 tirsdag aften afslørede på bostedet Strandvænget, er ikke enestående. Som man kan læse i dagens avis, er det sket på flere institutioner rundt omkring i landet.

Et af de mest sørgelige aspekter i sagen fra Strandvænget er, at de dårlige forhold ikke kommer frem, før en journalist vader direkte ind fra gaden og tager affære med skjult kamera. Det burde simpelthen ikke være nødvendigt. For der var jo pårørende, der havde sagt fra. Og der burde selvfølgelig være ansatte, der havde sagt fra. Derfor skulle der være sket noget på det bosted for lang tid siden.

På Strandvænget er der ikke brug for flere ressourcer eller nye møbler. Der er brug for menneskelighed og en holdningsændring blandt personalet over for de udviklingshæmmede. Og der er brug for kompetent ledelse.

Og overalt i landet er der et indlysende behov for, at pårørende – men også ansatte – bliver taget alvorligt, når der råbes op om dårlige forhold i det offentlige. Der er brug for ændringer, der sikrer, at det er i orden for offentligt ansatte – og at de har ret og pligt til – at bruge deres ytringsfrihed og sige fra på plejehjem, institutioner, skoler og hospitaler.

Første skridt på vejen kunne være en klageinstans, der hører, hvad de pårørende, brugerne og de ansatte siger.