Socialdemokraterne skal arbejde for at indføre en skat på finansielle transaktioner.
Det har partikongressen i Aalborg søndag vedtaget i det såkaldte visionspapir "Danmark herfra til 2032". Det sætter partiets kurs for velfærdssamfundet om en snes år.
Europaminister Nicolai Wammen understreger, at det er et kompromisforslag. En finansiel transaktionsskat er følsom, fordi skat på handel med værdipapirer ifølge regeringsforslaget skal indføres globalt, ikke kun i Europa.
DSU's formand Camilla Schwalbe kalder det "hamrende vigtigt og afgørende" for Socialdemokraterne. Hun roser forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som lørdag talte varmt for at indføre transaktionsskatten i EU.
- Det er på høje tid, at vi Socialdemokrater melder os aktivt ind i kampen om en skat på finansielle transaktioner, siger hun.
Socialdemokraternes kongres har også vedtaget et forslag om dagpenge. Her undgår partiledelsen et kontroversielt forslag om en konjunkturbestemt dagpengeperiode, så dagpengeperioden svinger med økonomien og kan øges i krisetider.
- Vi har ikke et regeringsgrundlag til afstemning, siger Torben Bechsgaard fra Gentofte, som trak sit ændringsforslag.
Det samme gjorde Aalborg øst, men partiforeningen "forventer og forlanger", at regeringen løser problemet med folk, som falder ud af dagpengesystemet, siger Lene Krakke Dahl.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen understreger, at Socialdemokraterne må reformere den aktive arbejdsmarkedspolitik og en danske model, som partiet har skabt.