Arbejdsretten har i dag givet fagbevægelsen lov til at starte en konflikt mod det irske lavprisselskab Ryanair, hvis selskabet ikke tegner overenskomst. Det glæder Socialdemokraternes ordfører for social dumping, Jeppe Bruus.
- Det er enormt positivt, at den konflikt, som fagbevægelsen har varslet, er lovlig. Det viser, at den danske model fungerer, siger han.
Konflikten skal varsles igen, så først omkring den 18. juli vil en eventuel blokade starte.
Jeppe Bruus understreger, at der på det danske arbejdsmarked er langt færre konflikter end i mange andre lande. Og det er netop på grund af den danske model, hvor parterne selv laver aftaler, mener han.
- Selvfølgelig er det altid træls at blive ramt af en konflikt som forbruger. Men i det store hele kan vi være godt tilfredse, siger Jeppe Bruus.
Ingen ønsker konflikt
- Jeg håber da, at Ryanair vil indgå en overenskomst. Der er i udgangspunktet ingen, der ønsker en konflikt. Men det er en af de muligheder, der er i fagbevægelsens værktøjskasse, uddyber han.
Ordføreren understreger, at politikere ikke skal dømme i de enkelte sager, men kun sørge for at rammerne er til stede for, at arbejdsmarkedets parter kan lave aftaler.
Ryanair har fløjet fra Billund siden 2006, men fagbevægelsen har ikke ønsket at starte en konflikt før i år, hvor det kontroversielle selskab begyndte at flyve fra Københavns Lufthavn.
- Kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår er mindst lige så vigtig i dag, som for 100 år siden. Dengang var min oldefar med til at strejke på maskinfabrikken i Brovst, Danmarkshistoriens længste strejke, som varede 466 dage. En arbejdskamp om blandt andet sikkerhed, fortæller Jeppe Bruus.
Det forudsætter en fagbevægelse, som er godt organiseret, mener ordføreren. Politikerne kan være med til at understøtte de ordnede forhold for eksempel ved at give fradrag for kontingenter, selvom de ikke skal blande sig i den egentlige konflikt, understreger han.