Ringe løn og barske vilkår går ikke kun ud over Ryanairs egne ansatte. Discount-vilkårene smitter af på hele flybranchen, fordi Ryanair er Europas største flyselskab.
Titusindvis af stewardesser og piloter vil få en meget grå hverdag, hvis den sociale dumping i Ryanair får lov at fortsætte.
Det vurderer 30-årige Martin S. Bendix, som har været pilot siden 2009.
- Ryanair fører an i et ræs mod bunden. Alles vilkår og alles overenskomster bliver presset, fordi Ryanair slår bunden ud af markedet, siger Martin S. Bendix.
Frygten for spredning af discount-vilkår griber Martin S. Bendix ikke ud af den blå luft.
Ryanair er som Europas største flyselskab, der i år regner med at nå over 100 millioner passagerer, en kæmpe spiller i flybranchen. Så hvad Ryanair gør, påvirker hele vejen rundt i branchen.
Undrer sig over forbrugerne
Ryanair er kendt for lave billetpriser og skrabede løn- og ansættelsesvilkår. Selskabet har skabt kontrovers siden indtoget i København tidligere i år, fordi de kategorisk afviser at snakke med danske fagforeninger og diskutere overenskomst for stewardesser og piloter.
Lige nu er dommerne i Arbejdsretten ved at tage stilling til, om LO-fagbevægelsen lovligt kan etablere konflikt mod Ryanair i Københavns Lufthavn.
RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Martin S. Bendix venter spændt på afgørelsen.
- Det kan godt være, at Ryanair synes, at det er en bagatel for den danske fagbevægelse, at selskabet lige nu har omkring 10 piloter og 20 stewardesser med base i København.
- Men det er jo ikke anderledes, end at Ryanair kan rykke 80 fly til København i morgen, hvis de vil. Og så taler vi pludselig om hundredvis af piloter og stewardesser, som arbejder under dårlige vilkår.
Martin S. Bendix ved, hvad han snakker om. Han har nemlig været pilot hos det ungarske lavprisselskab Wizz Air og hos britiske easyJet. De seneste to år har han været hos SAS, hvor han for tiden er udlånt til Cimber.
Han håber, at forbrugerne vil tænke sig godt om, før de køber billetter.
- Som fagmand er det hovedrystende, når man hos Ryanair kan købe en billet fra København til Malaga for 269 kroner, og en togbillet til Aalborg koster 431 kroner. Så spørger man sig selv: 'Hvordan kan det lade sig gøre?', siger piloten, og fortsætter:
- For det kan det jo ikke, uden at nogen betaler prisen. Og det er de ansatte!
Han undrer sig over, hvilke overvejelser forbrugerne gør sig, når de køber flyrejser.
- Jeg bliver en smule irriteret over, at folk ikke stopper op og tænker: Der er noget riv-rav-ruskende galt her.
- Folk bruger gerne penge på at købe økologisk hørtøj, fordi man ikke vil acceptere kemikalier og børnearbejde. Og det kan jeg kun bakke dem op i. Men når det så kommer til det her med at flyve, så virker det som, at folk er blinde for, hvad der foregår.
Lavpris er ikke lig social dumping
Martin S. Bendix understreger, at flyselskaberne gerne må kappes om at holde priserne på flybilletter nede.
- Konkurrence mellem flyselskaberne er godt. Men det kræver, at vi spiller på samme boldbane. Som det er nu, spiller Ryanair på en helt anden bane end alle andre.
Han mener, at man sagtens kan forene forbrugernes ønsker om billige flybilletter med piloters og stewardessers ønsker om anstændige vilkår.
- Med 100 millioner rejsende om året, skal Ryanair ikke lægge mange ekstra pund på hver billet, før der bliver luft i økonomien til at give de ansatte ordentlige vilkår som for eksempel løn under sygdom eller indbetaling til pension.
- Britiske easyJet, som jeg har arbejdet for, har en overenskomst, og det forhindrer ikke selskabet i at tjene styrtende med penge.
Desperat efter job
Piloter står som regel i en speciel situation, når de er nyuddannede: De har en stor gæld.
Martin S. Bendix fortæller, at han som nyuddannet pilot i 2009 stod med en gæld på 700.000 kroner i en branche, der var hårdt ramt af finanskrisen.
- Man er desperat, når man står der som nyuddannet, for man ved, at hvis der ikke snart sker noget, så står fogeden og banker på døren en dag og siger: 'Vi skal lige have til næste afdrag tak. Hvad vil du helst undvære: Dit fjernsyn eller spisebordet eller ?' Man skal bare i gang!
På den baggrund kan han godt forstå, at nogle piloter søger ind til Ryanair.
- Hvad gør du, når du er nyuddannet pilot, står uden job og skylder op mod en million kroner væk for din uddannelse? Så er du sulten og parat til at sige 'skidt-pyt' med, at forholdene i Ryanair ikke er de bedste.
Netop bare det at komme i gang driver mange unge piloter til at arbejde for Ryanair. En af dem er Nilas J. R. Andersen.
Han blev for nylig i Arbejdsretten spurgt, om han ikke var glad for som nyuddannet med jobbet hos Ryanair at få en chance for vigtig flyvetid. Han svarede kort:
- Det var ikke en chance. Det var en økonomisk nødvendighed.
Ryanair kan blive en kæmpe i Kastrup
Ryanair regner med i år at sætte ny rekord med over 100 millioner passagerer. Og går det, som personaledirektør Eddie Wilson ønsker, så når selskabet nye højder i de næste år.
Han fortæller Avisen.dk, at planen er, at 150 millioner mennesker senest om syv år skal flyve med Ryanair hvert år.
Ryanairs vækst har en alvorlig bagside, mener Martin S. Bendix og siger:
- Man kan være sikker på, at man flyver med nogle ansatte, som har nogle vilkår, ingen rigtigt ønsker at arbejde under. I hvert fald ingen på de her breddegrader.
Martin S. Bendix ønsker, at den kommende regering lægger sig i selen for sammen med de andre lande i EU at bekæmpe social dumping i luftfarten.
- Det er fint nok, at der er nogle i vores lille andedam, som gerne vil gøre noget i forhold til Ryanair. Men i mit perspektiv er vi nødt til at gøre noget ved det store billede. Altså på europæisk plan.
Som reaktion på artiklen har Ryanair skrevet følgende til Avisen.dk:
- Piloter og kabinepersonale hos Ryanair nyder godt af høj løn, jobsikkerhed og har allerede en kollektiv aftale med Ryanair . Ryanair vil fortsætte med at skabe vækst inden for turisme, trafik og arbejdspladser i Danmark.
Læs alt om Ryanair-konflikten på Avisen.dk
Tidligere piloter hos Ryanair fortæller til Avisen.dk, at:
- det er meget ubehageligt, at Ryanair kan fyre folk fra den ene dag til den anden.
- mange af dem - som en betingelse for at flyve for Ryanair - er blevet tvunget til at oprette et pro-forma enkeltmands-firma.
- der ingen løn er under sygdom.
- al tale om fagforeninger var bandlyst.
- de ofte følte sig meget presset af Ryanairs hovedkvarter i Dublin - blandt andet på grund af en intern konkurrence om at spare på brændstof.