Socialdemokraterne vil spare på SU og kontanthjælp for at skaffe penge til at sænke virksomhedernes skatter og afgifter.
Det fastslår Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, i en reaktion på, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, vil spare to milliarder kroner på SU og halvanden milliard kroner på kontanthjælp for at lette virksomhedernes byrder.
- Det er en falsk modsætning, at det enten handler om at sikre velfærdssamfundet eller at sikre, at vi har nogle arbejdspladser. Det er ikke hinandens modsætning, men hinandens forudsætning, siger Magnus Heunicke.
Lars Løkke zigzagger ifølge Heunicke fra VK-regeringens lange stribe af afgifter, som S-R-SF-regeringen har fjernet, til at kræve et stop for skatter, afgifter og nye byrder på virksomhederne.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) satte allerede bommen ned for nye skatter ved DIs årsmøde, fastslår han.
- Har hun ikke skiftet stil, fordi regeringen hævede skatterne med fem milliarder kroner i sin første finanslov med Enhedslisten?
- Statsministerens melding er fulgt op af regeringen, som er i gang med at lave en pakke, der forbedrer virksomhedernes produktivitet og konkurrenceevne. Det skal sikre danske job og gerne skabe nye danske arbejdspladser, siger Magnus Heunicke.
Det er socialdemokratisk politik at skære i SU og kontanthjælpen for at lempe virksomhedernes vilkår, fastslår han.
- Vi skal alle bidrage til at sikre danske arbejdspladser. Derfor indfører vi reformer. Vi skal have set på, om vi er for generøse i SU og om vi kan få de unge hurtigere gennem uddannelsen.
- Kan vi indrette kontanthjælpen, så folk ikke havner dér resten af livet? siger Magnus Heunicke.
Han afviser, at de menige socialdemokrater ikke forstår regnestykket.
/ritzau/