Den danske fregat "Niels Juel" og et dansk fragtskib med militært materiel på vej til det danske Nato-bidrag i Estland blev 5. marts overfløjet af fire russiske jagerfly.
Det fremgår ifølge Frihedsbrevet af en rapport fra Forsvaret.
I rapporten beskrives det, at de russiske fly flyver lavt over "Niels Juel" to gange samt manøvrerede aggressivt.
Episoden fandt sted i internationalt farvand nordøst for Bornholm. Ikke desto mindre sendte Forsvarets såkaldte afvisningsberedskab flere jagerfly på vingerne for at undersøge flyene.
Det er ikke helt ualmindeligt, at russiske flys adfærd i Østersøen får danske fly på vingerne.
En oversigt viser ifølge Frihedsbrevet, at afvisningsberedskabet har været på vingerne mellem 28 til 34 gange om året de seneste fem år.
Den 5. marts fulgte de danske fly de fire russiske, indtil de var 92 kilometer fra dansk luftrum. I år har der ifølge Frihedsbrevet syv gange været danske fly på vingerne for at undersøge russiske fly nær dansk luftrum.
/ritzau/