Våbeninspektører fra FN skal have fri adgang til at undersøge området i Syrien, hvor der angiveligt er brugt kemiske våben.
Sådan lyder opfordringen til den syriske regering fra den trofaste allierede Rusland, der opfordrer Bashar al-Assads regime til at samarbejde med holdet af våbeninspektører fra FN.
Samtidig siger Rusland, at den syriske opposition skal garantere sikkerheden for FN's våbeninspektører, når holdet skal efterforske det kemiske angreb.
Ifølge en oprører fra byen Arbin, der kontrolleres af oprørerne, har den syriske opposition indsamlet prøver fra ofre, der angiveligt beviser, at de er blevet udsat for kemiske våben.
- FN-holdet har talt med os, og siden da har vi indsamlet prøver fra hår, hud og blod og smuglet dem ind i Damaskus, siger Abu Nidal.
Syriens opposition beskylder de syriske regeringsstyrker for at have gasset op mod 1300 mennesker ihjel ved angrebet. Præsident Bashar al-Assads regering afviser at have stået bag angrebet.
/ritzau/Reuters