At være en helt er jo noget, som kan være en ret voldsom affære. Man skal ofte være iført stramtsiddende tøj og kappe. Ligesom en tætsiddende maske, som helt sikkert strammer ved ørerne også hører sig til. Det virker meget uopnåeligt. Men efterhånden som man bliver ældre finder man ud af, at det måske ikke er så svært at blive en helt alligevel.
Da jeg var en ung mand på 18 år, fik jeg stjålet min knallert. Muligvis har gerningsmændene set mig og tænkt, at jeg slet ikke passede sammen med sådan en skabning. De havde måske også ret. Når jeg nævner for folk, at jeg har kørt på knallert, ser de ofte meget skeptiske ud. Men jeg lover, at det er sandt.
Min far blev helten
Da jeg kom ud fra skolen, var knallerten væk. Først troede jeg, at jeg bare ikke kunne huske, hvor jeg havde stillet den. Jeg fór forvildet rundt et stykke tid og ledte. Jeg husker tydeligt den utrolige magtesløshed, som sank ind i knæene på en. Jeg havde selv sparet (de ret mange) penge sammen til den. Men nu var den altså bare væk. Jeg ringede til min far og før jeg kunne sige Sherlock Holmes, var han ovre på skolen. Han talte med nogle drenge, som spillede fodbold på en bane tæt på gerningsstedet. De havde set nogen slæbe væk med en knallert – og en af dem havde genkendt en af gerningsmændene. Indenfor tre timer fandt politiet knallerten igen. Lige dér blev min far en helt. Helt uden stramt lycra og maske. Jeg tror simpelthen bare, fordi han trådte ind på arenaen i en situation, hvor jeg var helt magtesløs – og hjalp. Fordi han havde overblikket og overskuddet til det.
Sommerferien står for døren. Det er traditionelt her, hvor de fleste indbrud bliver begået. Så det er tid til at geare op og begynde at beskytte sine ejendele.
Som min hustru plejer at sige: ”Der er fordele og ulemper ved alting. Nogle gange er du meget af sted på arbejde – nogle gange er du ikke”. Det bekymrer mig lidt. Det kan jo muligvis betyde, at det er en fordel for hende – når jeg er af sted på arbejde. Men ret har hun jo i den første halvdel. Der er fordele og ulemper ved alt.
I marts måned blev det rapporteret, at der helt sensationelt ikke var anmeldt nogen indbrud i et døgn. Så selv om Covid-19 er slem – så var der også fordele ved den.
Men når vi ikke alle sammen er hjemme længere, så er der nogen der vil ind og kigge sig omkring – og måske også tage lidt med, når de går.
Stresset tyverialarm
Den første tanke er måske at anskaffe sig en tyverialarm. Det har vi faktisk haft engang. Men en dag skete der noget mærkeligt. Jeg forsøgte at slå alarmen til, da vi skulle på ferie og den ville ikke virke. Så ringede jeg til Securitas. Jeg fik en meget venlig dame i den anden ende af røret. Jeg forklarede, at vores alarm ikke virkede. Tydeligvis var hun en dame med stor ekspertise indenfor tyverialarmer, så hun gav mig følgende gode råd:
”Prøv at give det lidt tid – systemet kan være stresset.”
I min uvidenhed havde jeg slet ikke regnet med, at sådan noget kunne ske. Jeg tænkte, at det måske kunne være en teknisk fejl eller en lille dims i alarmen, som skulle udskiftes. Men stress havde jeg ikke set komme. Det er da også frygteligt med det der stress, som det sniger sig ind alle vegne.
Kort tid efter afmeldte vi alarmen. Vi havde mulighed for at opgive en grund til, hvorfor vi ikke ønskede denne service mere. Jeg skrev: Jeg er muligvis lidt urimelig og lidt for krævende – men jeg har ikke brug for en alarm, som kan blive stresset. Lige så lidt som jeg har brug for et komfur, som bryder sammen i en depression. Faktisk var det grunden til, at jeg fik den. Jeg blev nemlig selv stresset af at sidde i entreen med en riffel og vogte mit hus, hver gang min familie var på ferie.” Jeg hørte aldrig noget tilbage fra dem.
I dag hedder det sig at Nabohjælp er vejen frem. Man skal parkere i hinandens indkørsel, holde øje med hinandens huse og putte skrald i hinandens skraldespande.
Alle de ting gjorde vores nabo, da jeg var barn – men der hed det bare chikane og nabokrig. Så det er jo dejligt, at det nu har fået en positiv drejning.
Jeg kan godt lide hjælp. Jeg kan godt lide naboer. Jeg kan endnu bedre lide naboer, som hjælper hinanden. Det er her mine helte er. Vi har haft naboer, som trådte til da vi skulle bruge en barnepige. Vi har naboer, som løfter i den anden ende af noget tungt (ikke min svigermor), når det skal bæres ind i vores hus. Vi har naboer, som holder øje med vores hus, når vi er på ferie.
Helte er nemlig nogen, som træder til, når vi ikke selv har overblik eller overskud og når vi ikke kan klare tingene alene. Det dejlige er, at det næsten er endnu bedre at være den, som træder til og hjælper, når naboerne har brug for det. Så kan man også selv føle sig lidt som en helt. Det føles dejligt. Faktisk har jeg overvejet, om jeg måske alligevel skal investere i et par lange underbukser og finde et lagen frem, som jeg kan bruge som kappe – næste gang jeg skal hjælpe mine naboer.
Godt naboskab er med til at holde fjenderne på afstand. Så hold dig gode venner med dine naboer. De skal helst holde døren åbne for dig – og ikke for tyvene.
Rune Green er humorist, foredragsholder og 1.67 høj. www.runegreen.dk Foto: OnAd