EU's ledere nåede fredag omsider frem til en aftale om EU-budgettet for perioden 2014-2020, siger EU's præsident, Herman Van Rompuy.
- Det var værd at vente på! Aftale på plads! Rådet er enedes om EU's langtidsbudget for resten af årtiet, fastslår Van Rompuy på Twitter efter et maratonmøde med hårde forhandlinger mellem EU's 27 stats- og regeringschefer.
Det er første gang i historien, at EU's ledere er nået frem til enighed om en aftale om nedskæringer i deres fælles budget, hvilket afspejler en situation, hvor millioner af europæiske hjem mærker den økonomiske krise og offentlige nedskæringer.
Den indgåede aftale imødekommer krav fra nordeuropæiske lande som Storbritannien og Holland, som havde lagt op til besparelser, mens der fortsat bliver brugt mange penge på subsidier og infrastruktur.
Van Rompuy understreger, at EU-Parlamentet må stå ved dets ansvar for budgettet.
/ritzau/