Bevæbnede røvere har gennemført et spektakulært diamantkup i Bruxelles lufthavn, oplyser belgisk tv.
Røverbanden slog til, da diamanter fra en pengetransport blev lastet om til et schweizisk fly til Zürich.
Den offentlige tv-station VRT siger, at tyvene slap væk med 50 millioner euro (omkring 373 millioner kroner).
- Røveriet var et af de største nogensinde, siger en talskvinde for Antwerpens World Diamond Centre.
Hun tilføjer, at diamanterne var "rå sten", der skulle transporteres fra Antwerpen til Zürich.
De belgiske myndigheder bekræfter, at et røveri har fundet sted, men der er ikke oplyst detaljer om, hvad der er blevet stjålet.
I en presseerklæring har myndighederne fortalt, at røverne kørte gennem lufthavnsområdets afspærringer og barrierer og ind på startbanen. Der blev ikke affyret skud og ingen er kommet noget til.
Røveriet blev gennemført på få minutter.
Politiet fandt efter røveriet et af de køretøjer, som røverne havde anvendt. Bilen blev fundet udbrændt tæt ved lufthavnen.
/ritzau/AFP