Det afgørende i Rønn-sagen er den redegørelse om de statsløse, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i går fik serveret og gennemgik på Marienborg.
"Hvis der i den redegørelse findes en 'smoking gun' - noget som siger, her har Birthe Rønn Hornbech brudt ministeransvarsloven, så tror jeg, at selv om man siger, hun er stædig, så bliver hun nødt til at trække sig," siger politisk kommentator ved Fyens Stiftstidende, Elisabet Svane til Newspaq.
Rønn selv har dog været ude og sige, at hun ikke vil gå fra sin ministerpost. Og hvis der i redegørelsen ikke findes en sådan 'rygende pistol', bliver sagen straks mere mudret, forklarer Elisabet Svane.
"Sagen kan sagtens trække ud. Det er redegørelsen, og den beslutning Lars Løkke selv træffer, der fuldstændig afgør, hvordan det kommer til at gå. En ministerafgang er ikke noget, man bare gør," siger Elisabet Svane.
Hun mener dog, at Birthe Rønn Hornbech er en kæmpe belastning for regeringen og indtil nu, er der ikke mange som støtter hende. Sagen ender dog ikke nødvendigvis med Rønns afgang.
Hvis redegørelsen ikke giver nok svar, så har Liberal Alliance og til dels de Konservative og Dansk Folkeparti meldt ud, at de ikke vil udelukke en uvildig undersøgelse af hele sagen. Dermed får Lars Løkke ikke lagt låg på sagen lige med det første.