35 point. Det er det højeste antal point, der indtil videre er givet i denne sæsons Vild Med Dans.
Og de flotte point blev givet til skuespilleren Robert Hansen og hans partner Marianne Eihilt, da de havde leveret en flot samba. Og de flotte point var samtidig også en ganske god fødselsdagsgave til skuespilleren, der i dag fylder 28 år.
- Det var faktisk den bedste fødselsdagsgave, jeg kunne forestille mig, fortalte Robert Hansen, da kameraerne var slukket og hele studiet endnu en gang havde sunget fødselsdagsgang.
Topplaceringen var da også en meget stor overraskelse for parret.
- Det gik lige pludselig bare op i en højere enhed. Han toppede i aften, lød de rosende ord fra dansepartneren Marianne Eihilt.
Robert Hansen regnede dog ikke med, at hans fødselsdag skulle fejres alt for vildt.
- Vi skal træne i morgen klokken 10, så det bliver nok stille og roligt, forklarede han.
På en delt andenplads med 29 point kom komikeren Vicki Berlin og Jesper Dalsgaard samt skuespiller Lai Yde Holtgaard med hans dansepartner, Mie Moltke.
På en delt sidsteplads med 25 point endte skuespiller Anne Louise Hassing og Michael Olesen samt radioværten Lisbeth Østergaard og Thomas Evers Poulsen.
I aftenens show blev ingen stemt hjem, da Joachim Boldsen måtte melde sig ud af showet på grund af en håndboldskade. Pointene går derfor videre til næste fredag.