En domstol i den egyptiske hovedstad, Kairo, har søndag besluttet at udskyde retssagen mod den tidligere præsident Hosni Mubarak til den 14. september. Endvidere er sagen mod Mubaraks sønner og sikkerhedschefer ligeledes udsat.
Hosni Mubarak er anklaget for medskyld i, at flere hundrede demonstranter blev dræbt, da et folkeligt oprør i 2011 førte til, at han efter årtier ved magten blev væltet fra sin post som præsident.
Den 85-årige tidligere diktator, der torsdag blev overflyttet fra et fængsel til husarrest, var selv til stede i retten søndag, hvilket hans sønner og sikkerhedschefer også var.
Han blev i juni sidste år dømt til livsvarigt fængsel, men ankede dommen. Derfor skal sagen nu gå om.
Ud over anklagen om medvirken til drab slås Hosni Mubarak også med to korruptionssager.
Han har været tilbageholdt, siden hans styre faldt sammen i februar 2011, og dermed har han nu siddet fængslet længere end de to år, man i henhold til egyptisk lov højest kan sidde fængslet uden en endelig dom.
Han har dog ikke lov til at forlade Egypten, og hans værdier er også frosset inde af myndighederne.
Derfor sidder Mubarak nu i husarrest, hvilket overgangsregeringen begrunder med de undtagelseslove, der er i kraft på grund af den spændte situation i landet.
/ritzau/AFP