Dødeligheden sygehusregionerne imellem siger intet om, hvor dygtige regionerne er til at behandle patienterne på sygehusene.
Det mener formanden for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Ulla Astman (S).
"Tallene tager ikke højde for, om der er forskelle på sygehusstrukturen i de enkelte regioner," siger Ulla Astman til Newspaq med henvisning til, at der kan være forskelle på, hvordan de lægefaglige specialer er indrettet regionerne imellem.
De såkaldte HSMR-tal, der måler dødeligheden på sygehusene hvert kvartal, viser for eksempel, at Region Sjælland har en dødelighed, der ligger 14 procent over landsgennemsnittet, mens Hovedstaden er duks med en dødelighed otte procent under landsgennemsnittet.
"Man kan ikke sammenligne sygehusenes tal med hinanden. Nogle sygehuse tager for eksempel i højere grad imod uhelbredeligt syge og døende. Mens de i andre tilfælde bliver overført til deres eget sygehus i nærområdet," siger hun.
Ulla Astman mener, at tallene kun kan bruges til at sammenligne det enkelte sygehus med sig selv over tid.