Regeringen vil oprette et nyt klagesystem, som skal sikre, at private virksomheder kan klage, hvis de oplever uretfærdig konkurrence, hvor kommuner, regioner eller staten løser opgaver, som virksomheden udbyder.
Det er en del af et nyt udspil, som skal sikre fair og lige konkurrence mellem private virksomheder og offentlige myndigheder. Udspillet blev præsenteret i Finansministeriet torsdag formiddag.
Der vil blive afsat 7,5 millioner kroner til klageorganet, fortæller erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
- Hvis kommuner, regioner eller stat går ind og laver privat virksomhed, så kan klageorganet afgøre, om virksomheden er blevet uretfærdigt behandlet og kan få erstatning.
- Sådan får vi bolden tilbage til de private virksomheder, siger ministeren.
Det er ifølge regeringen et problem, at offentlige instanser tilbyder kurser og oplevelser, som er opgaver, private driver virksomhed på.
Der er stribevis af eksempler på, at offentlige myndigheder bevæger sig væk fra deres kerneopgaver og ind på de erhvervsdrivendes banehalvdel, mener innovationsminister Sophie Løhde (V).
- Det kan være spændende rekrutteringsydelser, eller når myndigheder laver kurser i computerspil, mindfulness og andet.
- Vi har svært ved at se, hvorfor offentlige myndigheder skal drive privat erhvervsvirksomhed. Det skal de holde sig fra, og så løse de opgaver, de er sat i verden for, siger hun.
Regeringen har ikke noget konkret bud på, hvor mange private virksomheder, der oplever at konkurrere med det offentlige eller hvor mange penge, der er på spil. Men den ulige konkurrence forgår hver dag, mener Brian Mikkelsen.
Med lovgivning vil regeringen definere, hvilke opgaver det offentlige må varetage og ligeledes hvilke, som de private virksomheder har krav på at holde for sig selv.
- Vi stadfæster det helt grundlæggende princip, at det offentlige skal tage sig af velfærdsopgaver som sundhed og uddannelse, mens private virksomheder skal løse private opgaver, siger Brian Mikkelsen.
Hvordan opgavefordelingen konkret vil ligge er endnu ikke fastlagt. Klagenævnet skal placeres i Viborg under Nævnenes Hus, som er en styrelse under Erhvervsministeriet.
/ritzau/