Regeringen tager ikke klimaforandringer alvorligt

Hvad er regeringens kurs i kampen mod de globale klimaforandringer? Det spørgsmål er atter aktuelt, efter det i et internt notat er kommet frem, at den vil nedsætte CO2-afgiften og dermed medvirke til øget forurening. Hvad blev der af regeringens såkaldte grønne kurs?
På den ene side oplever vi en entusiastisk miljøminister, som på klimatopmødet i Nairobi med Stern-rapporten i hånden gav udtryk for, at der skal handles nu. På den anden side en finansminister, der ønsker at nedsætte afgiften på CO2-udslippet, så virksomhederne kan svine mere. Spørgsmålet er, hvor statsministeren står i forhold til denne usikre kurs? Indtil videre har han valgt at være tavs.
Det bekymrer mig, at regeringen vakler i netop denne sag, da klimaproblematikken efter min klare overbevisning er en af de allerstørste udfordringer, vi i fællesskab burde stå sammen om at løse.
Som miljøborgmester vil jeg bidrage til, at København i de kommende år bliver Europas miljøhovedstad. Derfor har jeg blandt andet foreslået trængselsafgifter som et virkemiddel, der vil kunne nedsætte antallet af biler og dermed CO2-udslippet i København. Ligeledes er der afsat 75 millioner kroner over de næste år til at forbedre forholdene for byens mange cyklister. For de mange cyklister er faktisk årsagen til, at hovedstaden ikke er én stor trafikprop dagen lang.
Det er klart, at sådanne tiltag ikke alene løser de globale klimaproblemer. Derfor er det op til den siddende regering at ud udstikke en klar kurs for, hvordan vi vil bekæmpe den stigende mængde CO2-udslip her og nu og for fremtiden.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.