Redningsaktion stoppet igen

"I går kunne jeg ikke se min hånd lige foran mit ansigt," siger en af dykkerne om sigtbarheden.
Costa Concordia flyttede sig atter en gang i dag, hvilket fik redningsfolkene til at suspendere aktionen. De frygter samtidig, at skibet vil synke længere ned.
Costa Concordia flyttede sig atter en gang i dag, hvilket fik redningsfolkene til at suspendere aktionen. De frygter samtidig, at skibet vil synke længere ned. Foto: AP / POLFOTO

De italienske dykkere og brandfolk har stoppet redningsarbejdet af frygt for deres egen sikkerhed, efter at kæmpeskibet Costa Concordia endnu en gang rykkede sig.

Redningsaktionen blev også midlertidigt suspenderet i mandags. I dag er behovet for at genoptage arbejdet dog mindre akut, idet man ikke længere regner med at finde overlevne.

Redningsarbejderne har i løbet af natten ledt efter folk på de dele af skibet, der stadig er over overfladen. Dykkerne var i dag ved at gøre sig klar til at fortsætte med at lede på de dele af skibet, der ligger under vand.

"Sigtbarheden er forfærdelig. I går kunne jeg ikke se min hånd lige foran mit ansigt," siger Giuseppe Minciotti, en af specialdykkerne fra redningsholdet, til Reuters.

Redningsfolkene har været nødt til at bruge sprængstof til at få adgang til de dele af skibet, der er oversvømmede.

Costa Concordia er det største krydstogtskib, der nogensinde er sunket. Skibet sank fredag aften, da det ramte en klippe ud for den italienske ø Giglio.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.