Første del af den historiske bjærgning af krydstogtskibet Costa Concordia er vel overstået ifølge redningsholdets ledelse.
Det 291 meter lange skib, som kæntrede ved den italienske klippeø Giglio i 2012, er mandag eftermiddag trukket fri af det rev, det lå strandet på.
Der er endnu lang vej til, at skibet er på ret køl - hvis det ellers lykkes.
Der blev ikke fundet lig under vraget, siger ingeniører, som arbejder på den store opgave, ved et pressemøde.
To kroppe er savnet efter ulykken - en indisk tjener og en italienske passager - og man havde regnet med, at de lå under vraget.
Bjærgningsforsøget, der angiveligt er det største i søfartens historie, skulle være indledt klokken seks mandag morgen, men det blev udsat nogle timer på grund af dårligt vejr.
Hele operationen kan vare op til 12 timer.
- Vi er klar. Der er taget højde for alle risici, sagde personen med ansvar for at styre bjærgningen, Nick Sloane, søndag.
Indtil videre har redningsarbejdet kostet 600 millioner euro (4,5 milliarder kroner), og et af de involverede forsikringsselskaber vurderer, at det samlede beløb kan ende på 830 millioner euro (6,2 milliarder kroner).
Det er meningen, at Costa Concordia skal løftes op, og derefter skal skibet slæbes væk til senere ophugning.
Det kæmpemæssige krydstogtskib på 291 meter har ligget på siden ud for klippeøen Giglio, siden det kæntrede med 4229 mennesker om bord. Ulykken kostede 32 mennesker livet.
/ritzau/