Real Madrid var tæt på at dumme sig endnu en gang i den bedste spanske fodboldrække, da mestrene lørdag slog bundproppen fra Deportivo La Coruña med 2-1.
Gonzalo Higuain scorede sejrsmålet to minutter før slutfløjt, efter at Kaka kort forinden havde udlignet til 1-1 for favoritterne.
Deportivo var fra start langt mere direkte end gæsterne, og bundholdet fik skabt flere store målchancer.
Især angriberen Ivan Riki voldte Real Madrids forsvar problemer, når han med sine rappe driblinger kom ind i straffesparksfeltet.
Efter 35 minutter bragte den 32-årige angriber Deportivo foran med 1-0, da han fra en skarp vinkel fik sendt bolden ind ved den nærmeste stolpe til 1-0. Real-keeper Diego López må påtage sig en del af skylden for den scoring.
Real Madrid var heldige med, at værterne ikke fik bragt sig yderligere foran før pausen - især Ricardo Carvalho havde en skidt dag i gæsternes forsvar, og han var flere gange på hælene, når Ivan Riki fintede sig til sine afslutninger.
I en situation før pausen var bolden på vej ind over målstregen til 2-0 for Deportivo, men Marcelo fik afværget scoringen med en redning på linjen.
Gæsterne satsede mere efter pausen, og José Mourinho valgte at skifte Cristiano Ronaldo og Mesut Özil på banen og hive den anonyme Luka Modric ud. Ændringen gav straks gæsterne det spillemæssige overtag.
20 minutter før slutfløjt modtog en helt fri Kaka en aflevering på kanten af straffesparksfeltet, og før Deportivo-forsvaret nåede hen til ham, havde brasilianeren scoret sit første sæsonmål til 1-1.
Ronaldo var kort efter tæt på at score til 2-1, men portugiseren brændte den oplagte mulighed alene med hjemmeholdets keeper.
I slutfasen lagde Kaka så en perfekt stikning til Ronaldo, der med stort overblik fik prikket bolden videre til Gonzalo Higuain, som let kunne score sejrsmålet.
I overtiden blev Angel Di Maria udvist for madrilenerne, der har 52 point på tredjepladsen i Primera Division. Topholdet FC Barcelona har 65 point for en kamp færre.
/ritzau/