En demonstration arrangeret af partiet Stram Kurs blev søndag eftermiddag afbrudt på dramatisk vis, da partileder Rasmus Paludan måtte tage flugten – beskyttet af politiet. Det skete, da endnu ukendte gerningsmænd kastede kanonslag mod den kontroversielle politiker.
Det skriver Ekstra Bladet.
Paludan demonstrerede i Tingbjerg i København, men demonstrationen havde ikke varet længe, før den blev afbrudt af en række kanonslag kastet mod Paludan. Da de eksploderede ret tæt på ham, greb politiet ind og førte ham væk.
Rasmus Paludan demonstrerede som så mange gange før mod Københavns Politi, som han mener overtræder Grundlovens paragraf 79 om forsamlingsfrihed.