FC Midtjylland er nu oppe på fire kampe i træk uden sejr, efter holdet søndag tabte 1-2 til effektive Randers FC, og midtjyderne skal til at holde øje med, hvad der sker i bunden af Superligaen.
For kampen viste, at FCM i øjeblikket savner skarphed og farlighed i offensiven, som skal bringe holdet længere op i tabellen. Randers derimod var igen overbevisende i deres omstillingsspil, som gav to mål på kontoen.
Hjemmeholdet Randers forsøgte fra start med samme angrebsopskrift, som gav succes i sidste uges kamp mod Brøndby. Det nye midterforsvar hos FCM med Jesper Juelsgaard og Kristian Ipsa skulle udfordres fra fløjene med masser af indlæg.
Men FCM havde luret kronjyderne og satsede med et højt pres, som allerede efter ni syv minutter gav bonus, da Sylvester Igboun opsnappede bolden ved en fejl i Randers-forsvaret og spillede Mads Albæk fri foran mål. Anføreren scorede sikkert til 1-0.
Chokstarten ændrede dog ikke Randers' koncept. Et kvarter senere brød Johnny Thomsen igennem i højre side, og indlægget endte hos en helt fri Jonas Kamper, som ved bageste stolpe hamrede bolden i mål til 1-1.
FCM lod sig dog ikke skræmme. De fortsatte videre i samme offensive stil med at stresse Randers' opspil og havde også store chancer til at komme foran et par gange, men David Ousted i Randers-målet hev flere pragtredninger frem.
Og i sidste minut før pausen kastede Randers så en spand kold vand i ansigtet på de aggressive midtjyder, da Alexander Fischer i et kontraangreb spillede Ronnie Schwartz fri på midten, og da FCM's forsvar ikke fik stoppet ham, sparkede han bolden ind til 2-1.
Med vinden i ryggen kunne Randers i anden halvleg hele tiden lure på deres giftige omstillingsspil, mens FCM jagtede det udlignede mål. Største chance tilfaldt Nicolai Brock-Madsen, men Randers-angriberen missede helt fri foran Jonas Lössl.
FCM forsøgte at sende Tim Janssen frem i angrebet i stedet for en anonym Morten 'Duncan' Rasmussen, men tempoet og de store chancer fra første halvleg havde midtjyderne svært ved finde frem, selvom de pressede på til sidst i kampens overtid.
Med den anden sejr i træk på hjemmebane har oprykkerne fra Randers FC fået kontakt med topholdene.
/ritzau/