Randers HK's håndboldkvinder har snart udspillet deres rolle i Champions League.
Søndag tabte de danske mestre med 22-24 på udebane til montenegrinske Buducnost, og dermed er kronjyderne fortsat uden point efter tre kampe i hovedrunden, hvor fire hold kæmper om to pladser i semifinalerne.
Før mødet med Buducnost havde træner Jan Leslies mandskab tabt til norske Larvik samt Györ fra Ungarn.
Derfor var det af næsten afgørende betydning, at Randers-spillerne fik point med fra Montenegro.
Det begyndte også udmærket for det danske mesterhold, der førte det meste af første halvleg, men alligevel måtte se hjemmeholdet bringe sig foran 12-11 umiddelbart før pausen. Den montenegrinske føring blev der ikke ændret på i anden halvleg.
Om to uger har Randers-kvinderne mulighed for revanche, når Buducnost kommer til Danmark. Senere kommer også Larvik til Randers, før danskerne slutter hovedrunden af med et opgør mod Györ i Ungarn.
/ritzau/