Maiza Shine Aberia blev kendt, da hun sidst i juli blev hovedpersonen i en heftig debat med anklager om mands-chauvinisme og hvid herremandsmentalitet.
Det var hendes kæreste, journalisten og radioværten René Fredensborg, der skrev en klumme om, at hans filippinske kæreste opførte sig en del anderledes end danske kvinder.
Nu har Berlingske mødt 27-årige Maiza Shine Aberia i Hornbæk en måned efter, hun kom til Danmark. Hun fortæller, at hun intet anede om det postyr, hendes 18 år ældre kærestes klumme havde skabt i Danmark. Her havde René Fredensborg blandt andet skrevet, at Maiza vaskede radioværtens underbukser i hånden og madede ham.
Efter en måned i Danmark kan hun godt fornemme, at nogle kvinder kunne blive overraskede, siger hun.
- Men jeg føler mig på ingen måde undertrykt. Jeg er sygeplejerske, og det bliver man nok kun, hvis man har lyst til at tage sig af andre mennesker, så for mig er det et udtryk for omsorg, når jeg vasker nogen eller mader dem. Det er ikke noget, jeg gør, fordi jeg er bange for ikke at please min kæreste, så han går fra mig - jeg gør det, fordi jeg kan lide det. Og når vi mader hinanden, er det en måde at sige, at man elsker hinanden, og at man altid vil være der for den anden – også den dag, man er for gammel til at spise selv!
Om underbukse-vasken har hun en logisk forklaring.
- Ja, men det er jo, fordi tøj ikke bliver ordentlig rent, hvis man bruger en vaskemaskine, siger Maiza til Berlingske.
Har au pairen snuppet en gift mand?
Maiza må være i Danmark to måneder endnu, før hun skal rejse tilbage til Filippinerne. Med sig kan hun tage en oplevelse af, at folk stirrer på hende, når hun går hånd i hånd med sin kæreste:
- Da vi var på Tønder Festival, var jeg nærmest den eneste med helt sort hår. Og når jeg gik rundt med René, følte jeg, at folk stirrede på os og enten tænkte, at jeg var for ung til ham, eller at jeg var en au pair, som havde snuppet en gift mand. Er det i Danmark forkert, at en mand har et forhold til en kvinde fra Østen? Det følte jeg i hvert fald.