I den her uge sætter FN fokus på racisme, og det er der god grund til.
For også herhjemme lever fordommene i bedste velgående. Det er nemlig tabu at anmelde de yderst kedelige episoder, når dørmænd uddeler afvisninger i døren til diskotekerne og lignende.
12.000 danskere mente for tre år siden, at de havde været udsat for en racistisk forbrydelse. Men samme år blev der kun anmeldt 117 sager - og det er et problem siger antropolog Lisbeth Garly Andersen fra Institut for Menneskerettigheder.
"Hvis folk ikke anmelder forbrydelserne, så kan politiet ikke tage hånd om problemet," fastslår hun.
Instituttet mener, at en samlet national handlingsplan kan være med til at løse problemet - eller i hvert fald gøre det mere acceptabelt at anmelde racisme-forbrydelser.
"Initiativerne varierer over hele landet. Med en nationalplan kunne der planlægges ens tiltag i politikredsene og generelt udbredes et kendskab til hadforbrydelser," siger Lisbeth Garly Andersen.