R klar med håndværkerrabat på betalingsring

Bilister der krydser betalingsringen i Købehavn skal højst kunne betale to gange på en dag. Resten skal være gratis, foreslår De Radikale.
Håndværkere og andre, der kommer til at krydse betalingsringen mange gange på en dag, skal slippe billiere, foreslår De Radikale.
Håndværkere og andre, der kommer til at krydse betalingsringen mange gange på en dag, skal slippe billiere, foreslår De Radikale. Foto: Colourbox.dk

Håndværkere vil komme til at zigzagge over betalingsringen flere gange på en arbejdsdag. Og de skal ikke rammes unødvendigt hårdt.

Sådan lyder meldingen fra regeringspartiet De Radikale, der vil gøre alt over to ture på en dag gratis for alle bilister. Trafikordfører Andreas Steenberg kalder forslaget for et "håndværkerloft".

"Du vil have håndværkere, som besøger en fem til ti kunder i døgnet, og det vil være helt urimeligt, at de skal betale for alle gangene," siger han til Newspaq.

Det er meningen, at overskuddet fra betalingsringen skal gå til "bedre og billigere kollektiv trafik". Og når tredje, fjerde og femte tur på en dag er gratis, så kommer der færre penge i kassen, erkender De Radikale.

"Det er ikke særlig mange mennesker i døgnet, som kører mere end to gange, så det er ikke ret meget mindre, man vil få ind på den her måde," fortæller Andreas Steenberg.

Han tror, at håndværkerloftet kommer med i det endelige lovforslag fra regeringen om to uger. Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn, støtter umiddelbart forslaget.

"Jeg synes, at det er en god idé med et loft, men om det lige skal være to ture, vil jeg ikke lægge mig fast på endnu. Det kan godt være, at grænsen skal ligge på tre ture," siger han til ekstrabladet.dk.

Regeringen regner i øjeblikket på, hvilke takster danskerne skal betale for at krydse ringen. Transportministeren har forsøgt et regnestykke med en betaling på 25 kroner i myldretiden per gang. Uden for myldretiden og i weekenden vil regeringen gøre det billigere.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.