Ude er godt, men hjemme er bedst. Sådan lyder et godt gammelt dansk ordsprog, og det er meget passende for Henrik Qvortrups stop på Ekstra Bladet. Han vender nemlig tilbage til B.T., hvor han tidligere har slået sine folder som politisk kommentator.
- Jeg glæder mig til at vende tilbage til B.T. og alle de gode folk dér. Jeg skal boltre mig med dansk politik og med at være vært på podcasts. Min mediepodcast fortsætter således i B.T.-regi, skriver Henrik Qvortrup på instagram.
Henrik Qvortrup har tidligere været ansat på B.T. som politisk redaktør, men skiftede til Ekstra Bladet for at sætte sig i chefredaktørstolen. Han blev fyret som chefredaktør på Ekstra Bladet i april sidste år, men fortsatte på avisen som politisk kommentator og vært på podcasten "Q & Co.".
Hans Engell kommer til at overtage Henrik Qvortrups rolle på Ekstra Bladet.
På B.T. skal Henrik Qvortrup blandt andet arbejde tæt sammen med Joachim B. Olsen, som også er politiskkommentator. Og så bliver det altså ikke meget bedre, hvis man spørger B.T.'s nye chefredaktør, Simon Richard Nielsen.
- Qvortrup og Joachim B. Olsen på samme medie er et dream team, siger ansvarshavende chefredaktør Simon Richard Nielsen til sit eget medie.