Ruslands præsident, Vladimir Putin, betegner sit første officielle topmøde med USA's præsident, Donald Trump, som en succes.
Men han kritiserer samtidig, at kræfter i USA forsøger at forhindre et bedre forhold mellem USA og Rusland.
Det siger præsidenten til et møde for diplomater verden over, der er samlet i den russiske hovedstad, Moskva, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Det var overordnet en succes, der førte til brugbare aftaler. Selvfølgelig må vi se, hvordan begivenhederne vil udvikle sig fremover, siger han uden at uddybe, hvilke aftaler der er tale om.
Putin beskylder samtidig "magtfulde" amerikanske kræfter for at forsøge at sabotere det, der blev opnået på topmødet.
- Vi ser, at der er kræfter i USA, der er parate til skødesløst at ofre de russisk-amerikanske relationer, for egne ambitioner og interne politiske kampe i USA, siger han.
På mødet fortæller Putin også, at forholdet mellem Rusland og USA "på nogle måder er værre end under den kolde krig", skriver nyhedsbureauet AP.
Men han tilføjer, at mødet med Trump, der blev afholdt mandag i den finske hovedstad, Helsinki, er en mulighed for at indlede "vejen til positiv forandring".
Topmødet mellem Trump og Putin og det efterfølgende pressemøde mellem de to førte til stor kritik af Trump i USA.
Kritikerne mente, at Trump havde forpasset chancen for at sætte sig op mod Putin og afkræve ham svar på anklagerne om hacking af Demokraternes valgbaser under præsidentvalget i 2016.
Siden har Trump forklaret sin optræden ved pressemødet i Helsinki med, at han udtalte en sætning forkert - den skulle have indikeret, at russerne stod bag hackingen.
Torsdag skriver præsident Trump igen på Twitter, at topmødet mellem de to lande var en succes, samt at han glæder sig til at kunne gentage topmødet.
- Topmødet med Rusland var en stor succes, undtagen når det kommer til den sande fjende af folket, de falske nyhedsmedier. Jeg ser frem til vores andet møde, så vi kan begynde at implementere de mange ting, vi har diskuteret, skriver præsidenten blandt andet på Twitter.
/ritzau/